Privatøkonomi

Køb en brugt bil uden at blive snydt

Der er flere ting at være opmærksom på, når du kaster dig ud i køb af en brugt bil.

Der er godt gang i brugtbilsalget herhjemme. Men pas på at du ikke køber katten i sækken. Foto: Mikkel Tariq Khan.

Tanken om at bruge titusindvis af kroner på en brugt bil, som viser sig at have grimme fejl lige under lakken, er ikke rar.

Derfor er der flere ting, som du skal være opmærksom på, når du kaster dig ud i køb af en brugt bil. Det siger Claus Carstensen, der er brugtbilekspert hos biltorvet.dk.

Herunder giver han syv trin til et trygt brugtkøb.

Afdæk dit behov. Hvad skal du bruge bilen til, og hvor langt kører du om dagen? Hvad skal du have plads til? Lav et budget over, hvor mange penge du kan købe for, og hvor meget du kan afsætte om måneden til grøn ejerafgift, forsikring, brændstof og vedligehold.

Shop rundt. Lad være med at vælge den første og den bedste model, når du har lagt dig fast på den. Kig dig omkring og se, hvor du kan gøre det bedste køb.

Tjek synsrapporten. Når du har fundet den bil, du vil have, bør du slå nummerpladerne på bilen op på Færdselsstyrelsens hjemmeside. Er bilen over fire år gammel, kan du nemlig se synsrapporterne. De giver dig mulighed for at se, om bilen f.eks. ikke har været godkendt på et tidspunkt, og om kilometertallet i synsrapporten stemmer overens med det tal, som tælleren i bilen viser.

Tjek din forhandler. Køber du bilen privat, så husk at tjekke bilen for restgæld. Det gør du nemmest via stelnummeret på Bilbogen. Hos en forhandler har du reklamationsret på to år, mens bilen i hovedreglen købes som beset ved en privat (til gengæld kan prisen være lavere).

Testkør bilen. At finde fejl kan til tider kræve en mekaniker, men der er flere måder, du kan gardere dig på. Hvordan oplever du sælger? Hvad siger din mavefornemmelse? Den plejer at holde stik.

Prut om prisen. At kunne prutte om prisen er ikke lige let for alle, men det er værd at prøve. F.eks. kan du forlange, at sælger betaler for brugtbiltesten. Køber du hos en forhandler, som skal have din bil i bytte, kan du forsøge at presse prisen på den op eller forsøge at få ekstraudstyr eller vinterdæk med i købet.

Husk omregistrering og slutsedlen. Hvis du køber din nye brugte bil hos en forhandler, står forhandleren for at omregistrere bilen for dig. Køber du privat, skal du selv stå for omregistreringen, og det skal ske inden for tre uger. Det nemmeste er at gøre det via Skats hjemmeside.

Når du skriver under, skal du sørge for, at du i fællesskab med sælgeren udfylder en slutseddel. Typisk har forhandleren allerede en standardslutseddel, som du skal læse grundigt igennem. Hvis du handler privat, så sørg for at begge udfylder slutsedlen.

BRANCHENYT
Læs også