Privatøkonomi

Investorer står i kø for at købe fleksobligationer trods rekordlav rente

Overraskende stor interesse for at købe fleksobligationer.

Udenlandske investorer står i kø for at købe danske realkreditobligationer, og det er med til at holde boligrenterne nede. Foto: Richard Drew/AP-foto

Det har aldrig været svært at få solgt obligationerne bag flekslånene. Efter at auktionerne er blevet spredt ud over hele året, er interessen blevet endnu større, og den store interesse kulminerede på den netop afsluttede oktober-auktion.

Her oplevede man i Nordea Kredit, at der kom syv bud på hver enkelt obligation.

Den store interesse kommer bag på Nordea Kredit, fortæller boligøkonom Lise Nytoft Bergmann.

»Vi oplevede et bid to cover på 7 på vores F2- og F5-obligationer. I de 10 år, jeg har beskæftiget mig med det, har interessen aldrig været større,« konstaterer boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

Hvis ”bid to cover” er syv, betyder det, at der i princippet er syv bydere for hver obligation. Realkreditinstitutterne er tilfredse, hvis bid to cover runder de to - altså at der er to bud eller flere på hver obligation.

Også hos Nykredit/Totalkredit har interessen været overvældende. Realkreditgiganten udsteder langt flere obligationer end Nordea Kredit. Det store udbud sætter også sit præg på, hvor mange bud der kommer. Men Nykredit/Totalkredit har ligget over 3 i hele 2018 og er nu tæt på 4.

Den udvikling er man meget tilfreds med.

»Det er meget tilfredsstillende, at der er så stor interesse. Det viser, vi har et godt produkt, som investorerne har taget til sig,« konstaterer chefanalytiker i Totalkredit, Jeppe Borre.

Specielt udenlandske investorer har fået øjnene op for de danske realkreditobligationer. Udlandet sidder i øjeblikket på næsten en tredjedel af obligationerne. I 2010 var tallet 13 pct.

I princippet sætter investorerne penge til ved at købe F1- og F3-obligationer, der begge har negative renter. Men dels er det en bedre forretning end at sætte pengene i banken, dels kan dollarbaserede investorer opnå en merrente på deres investeringer i danske obligationer, når valutarisikoen afdækkes via valutaswaps.

Men det er ikke kun udlandet, der køber fleksobligationerne, understreger Lise Nytoft Bergmann.

»Realkreditobligationer er eftertragtede papirer blandt både danske og udenlandske investorer. Obligationerne bliver betragtet som meget sikre værdipapirer, og det kvitterer investorerne for ved at byde højt. Den lave rente er til glæde for boligejerne og dermed den ydelse, de skal betale i det næste eller de kommende år,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Oktober-auktionen over fleksauktioner blev afsluttet fredag. Der blev solgt obligationer for godt 60 mia. kr. Både F1- og F3-renterne endte i negativt territorium, mens F5-renten endte under 0,3 pct.

Læs også
Top job