Tilsyn skal granske fidus med udlejning af supersommerhuse
Populære kæmpesommerhuse bliver solgt som en lukrativ investering i et koncept, der ifølge kritikere ødelægger natur.
Erhvervsstyrelsen tjekker nu konceptet bag flere hundrede kæmpesommerhuse, der bliver markedsført og solgt som lukrative investeringsprojekter til almindelige lønmodtagere, skriver Politiken torsdag.
Med priser op til 5 mio. kr. per hus og plads til 20, 30 og i nogle tilfælde 40 overnattende gæster er husenes økonomi baseret på så massiv en udlejningsvirksomhed, at det får mere karakter af virksomheder end af almindelige sommerhuse.
Og dermed kan projekterne være på kollisionskurs med sommerhusloven.
Sommerhuse må nemlig ikke bygges og ejes udelukkende med udlejning for øje. Nok må man leje ud, men ejerne skal selv benytte huset i ikke uvæsentligt omfang.
På baggrund af flere anmeldelser er tilsynsmyndigheden, Erhvervsstyrelsen, nu gået ind i sagen med fokus først og fremmest på to konkrete sager fra Nordsjælland; en i Gribskov Kommune og en i Halsnæs Kommune,. skriver Politiken.
Her bliver en hel koloni af kæmpesommerhuse lejet ud så massivt, at det har fået lokale sommerhusejere til at protestere mod områdets forvandling fra plantage til et inferno af feriegæster, biltrafik og fester
»Vi er i gang med at undersøge de klager, vi har fået ind. Om sagerne skal have konsekvenser, afhænger af en konkret vurdering fra sag til sag«, siger chefkonsulent Marianne Stage Elmvang fra Erhvervsstyrelsen til Politiken. Hun har sendt dele af udredningen videre til Skattestyrelsen.