Privatøkonomi

En iPhone til 12.999 kr: Når det gælder Apple, lægger folk den kritiske sans fra sig

Apple har lanceret sin nye efterårskollektion af iPhone-modeller, og selvom priserne er stukket af - igen - er kunderne villige til at betale for dem.

Allerede i morgen kan danskerne forudbestille Apples iPhone Xs Max, og selvom startprisen ligger på 9.799 kr., mener eksperter ikke, at det vil skræmme kunderne væk. Foto: Jhaan Elker

Var det noget med en iPhone XS Max til 12.999 kr.? Fra i morgen af kan man forudbestille Apples nye iPhone-modeller, og selvom priserne skriger af en almindelig månedsløn, vil det ikke få forbrugerne til at holde sig tilbage. Det mener flere analytikere.

Apple lancerede den nye efterårskollektion af iPhones onsdag aften, og de nye i flokken er iPhone Xs og iPhone Xs Max med startpriser på henholdsvis 8.899 kr. og 9.799 kr. Vælger du en iPhone Xs Max med 256 gigabyte, lander prisen på hele 12.999 kr.

»En iPhone til 13.000 kr., der hører al sund fornuft op. Men det gjorde den også sidste år, da vi rundede en iPhone X til 10.000 kr. Forbrugerne er villige til at betale prisen, det er jeg slet ikke i tvivl om, for når det kommer til Apple, lægger folk den kritiske sans fra sig, og køber konceptet fuldt ud,« siger John Pedersen, mobilekspert hos Meremobil.dk.

Ligeledes kom det frem, at Apple til oktober lancerer den lidt billigere efternøler - en iPhone Xr til 6699 kr. - og ifølge de to teleeksperter, vil den blive den bedst sælgende, fordi ”lavpris-modellen” kan fungere som et alternativ til de to luksusmodeller.

»Apple har strategisk være smart og lanceret de dyreste og fedeste modeller først. Folk kan ikke vente en måned på den lidt billigere model, og de forholder sig ikke til, hvad telefonerne koster, fordi de skaffer dem gennem lån, og derfor kun ser på, hvad de skal betale om måneden,« siger John Pedersen, og tilføjer, at man formentlig vil se andre producenter følge trop på de høje priser.

Ifølge teleanalytiker, John Strand, er det kun småting, der er blevet ændret på de nye modeller - bortset fra prisen.

»Det at skabe omsætning og indtjening, og få en større markedsandel, det har Apple haft svært ved gennem rigtig mange år. Hvis man ikke kan sælge til flere mennesker, er den måde man skaber vækst på at tage en højere pris for dem,« siger John Strand.

Apples aktier faldt 0,9 pct. på teknologiindekset Nasdaq, efter it-giganten onsdag præsenterede iPhone XS og den større iPhone XS Max.

Læs også
Top job