Privatøkonomi

Sådan booster du din pension uden at betale mere

Hvor meget pensionsopsparingen i sidste ende kan øges med, afhænger af en række forhold.

Ved at flytte små beløb fra forsikringsdelen til pensionsdelen kan man få flere penge at leve får, når man skal på pension. Arkivfoto: Martin Lehmann Foto: Martin Lehmann

Mange danskere med private pensionsordninger er overforsikret. Ved at flytte rundt på pengene kan de booste deres opsparing uden at indbetale mere, viser beregninger fra Danica.

Kan man flytte 1.500 kr. om året, kan man få op til 126.800 kr. mere i pension, viser beregningerne.

Danicas beregninger er baseret på 73.830 kunder, der har fået foretaget et pensionstjek. De overforsikrede kan samlet set øge deres pensionsopsparing med ca. 900 mio. kr., hvis de i stedet for at være overforsikret ved tab af erhvervsevne eller dødsfaldsdækning flytter pengene til deres pensionsopsparing. Og det er vel og mærke uden at indbetale mere.

Beløbet er sammensat af 750 mio. kr. fra tab af erhvervsevne og 140 mio. kr. fra dækning ved død.

Hvis Danica Pensions kunder er repræsentative for hele det kommercielle marked, svarer det til, at danskerne snyder sig selv for 4.040 mio. kr. i pensionsopsparing. Hertil kommer eventuelle overforsikrede kunder i arbejdsmarkedspensionskasserne

Som udgangspunkt består en pensionsordning af en forsikring ved tab af erhvervsevne, en forsikring der giver en udbetaling ved død før pensionering og selve pensionsopsparingen.

»Hvordan man skal være dækket, ændrer sig i løbet af livet, i takt med at man får børn, flytter mv. En nyetableret familie med relativ stor boliggæld og små børn har brug for mere tryghed for indkomsten, end en familie med stor opsparing og børn, der mere eller mindre er fløjet fra reden,« siger seniorøkonom i Danica, Mads Moberg Reumert.

Hvor meget pensionsopsparingen i sidste ende kan øges med, afhænger af, hvor meget der kan spares på forsikringen, og hvor mange år der er til pension.

Ekstra pensionsopsparing ved pensionering hvis du kan flytte 1.500 kr. om året.


10 år til pension 20 år til pension 30 år til pension 40 år til pension
Ekstra opsparing ved pensionering 17.600 42.400 77.400 126.800
I nutidskroner 14.700 29.100 43.600 58.600

Kilde: Danica

Udgangspunktet er en pension, hvor de 5.000 kr. bruges til at sikre dækning ved tab af erhvervsevne. I eksemplet giver det en højere dækning, end Danica anbefaler.

Personen kan derfor nedsætte dækningen med 1.500 kr. og i stedet betale 3.500 kr. til tab af erhvervsevne. De 1.500 kr., som dækningen nedsættes med, kan i stedet anvendes til at øge pensionsopsparingen.

»Afhængig af hvor mange år man har til pensionering, kan det blive til rigtig mange penge, man får ekstra i pensionsposen,« mener Mads Moberg Reumert.

Danicas anbefaling til dækning ved tab af erhvervsevne er, at man får udbetalt 80 pct. af sin løn. I de 80 pct. indregnes såvel, hvad man får udbetalt fra sin forsikring, og hvad man måtte få i offentlige ydelser.

Læs også
Top job