Privatøkonomi

2018 ser ud til at blive et gyldent år for danske familier

En dansk familie kan i år se frem til den største indkomstfremgang under det økonomiske opsving, viser ny prognose fra Danske Bank. Fremgangen ser ud til at fortsætte i 2019.

Supermarkederne har helt sikkert også glæde af danskernes reallønsfremgang. En gennemsnitsfamilie har ikke haft støre fremgang i indkomsten siden 2010, viser en ny opgørelse fra Danske Bank. Arkivfoto: Thomas Borberg

En gennemsnitlig dansk familie vil i år få næsten 750 kr. mere til sig selv om måneden end i 2017.

Det viser en ny prognose fra Danske Bank, hvor banken har regnet på, hvordan udviklingen i dansk økonomi påvirker privatøkonomien hos en typisk dansk familie bestående af to voksne og to børn.

Fremgang i danskernes økonomi skyldes især, at lønningerne vokser hurtigere end priserne, samt at den lavere skat giver de danske familier flere penge mellem hænderne.

»I 2018 stiger lønnen med 2,3 pct. Det er den største lønfremgang siden 2010. Og når priserne kun stiger med 0,8 pct., så er der udsigt til en pæn reallønsfremgang. Priserne stiger langsommere end i 2017, og det til trods for at energipriserne trækker betydeligt op,« skriver Danske Bank i prognosen.

Samtidig giver skattereformen, der blev forhandlet på plads mellem VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti i februar, også familierne mere luft i økonomien. Ifølge prognosen ventes skattereformen at løfte modelfamiliens indkomst med knap 3.000 kr. om året.

Konkret skønner banken, at en typisk dansk børnefamilie kan føje 743 kr. til rådighedsbeløbet hver måned sammenlignet med sidste år. Det er omtrent 100 kr. mere end bankens seneste prognose fra juni, og på nogenlunde samme niveau med bankens prognose fra marts.

Modelfamilien i beregningerne har en indkomst på ca. 70.600 om måneden før skat, og ejer desuden et parcelhus til en værdi af 1,7 mio. kr. i Horsens.

Og væksten i familiernes økonomi ser ud til at fortsætte ind i det nye år. Danske Bank skønner i prognosen, at modelfamiliens rådighedsbeløb vil vokse med yderligere 610 kr. næste år.

»I 2019 ventes lønnen at stige hurtigere end i år, med 2,6 pct., men da priserne ventes at stige med 1,4 pct., vil stigningen i købekraften være lidt mindre end i 2018, men stadig solid. Modelfamilien har dermed oplevet uafbrudt fremgang i sit rådighedsbeløb siden 2012, og målt i faste priser har de i 2019 næsten 3.700 kroner mere hver eneste måned, end de havde dengang,« skriver banken i prognosen.

For dansk økonomi som helhed vurderer banken, at bruttonationalproduktet (BNP) vil vokse med 1,6 pct. i år og 2 pct. næste år. I den seneste prognose lå skønnet på en BNP-vækst på 1,8 pct. i år og 1,8 pct. i 2019.

BRANCHENYT
Læs også