Privatøkonomi

Pas på: Emojis kan koste dig kassen i efterårsferien

De populære ikoner af glade ansigter eller løftede tommelfingre kan hurtigt blive en dyr fornøjelse, når danskerne rejser uden for landets grænser. Derfor advarer Energistyrelsen nu om faldgruberne.

Mange er ikke klar over det, men de populære emojis kan blive dyre under rejsen. Et enkelt ikon kan let »koste« flere hundrede sms-tegn. Foto: AP Photo Foto: AP

Gule smileyer, emojis af lækre strande eller efterårets brune blade kan hurtigt blive en dyr fornøjelse for de danskere, der rejser udenfor landets grænser i efterårsferien.

Det får nu Energistyrelsen til at advare om de populære emojis, som flere og flere danskere bruger.

De små ikoner består nemlig af en række forskellige tegn, og derfor kan de blive sendt som flere sms’er uden, at man som afsender er klar over det.

Fem gode råde, når du rejser udenfor EU
  • Slå automatiske opdateringer af apps fra din telefon, inden du rejser
  • Slå automatisk hentning af mails fra
  • Hvis du kan undvære din telefonsvarer, så slog også den fra - ellers betaler man for to opkald - et til telefonsvareren i Danmark og et til mobilen i det land, man befinder sig
  • Tjek dit abonement, inden du rejser og slå evt. roaming helt fra, hvis du kan undvære det
  • Benyt trådløst internet, hvor du kan
Kilde: Energistyrelsen

Normalt består en almindelig sms af op til 160 tegn, men hvis der sniger sig en smiley eller to ind, kan de let blive længere end det. De små emojis kan nemlig let »koste« flere hundrede tegn, hvilket resulterer i, at man som afsender kommer til at betale for de mange sms’er.

Og netop antallet af sms’er er afgørende for, hvor stor en mobilregning, man får, når ferien er slut.

I udlandet er prisen for at sende en sms nemlig ofte ikke reguleret.

Priserne for at sende sms’er i udlandet varierer naturligvis fra teleselskab og abonnement, men hos flere teleudbydere koster det helt op til 2,50 kr. pr. sms at skrive en feriebesked til Danmark.

Her bliver telefonen nemlig automatisk registeret på det udenlandske net, hvor man som afsender både betaler for indkomne og udgående opkald samt eventuelle opkaldsafgifter.

Energistyrelsen oplyser, at der er fast dataloft på omkring 450 kr. uden for EU, men det forhindrer ikke, at regningen bliver højere end det. Styrelsen advarer nemlig om, at der kan være forsinkelser på opdateringerne, så regningen alligevel ender med at blive højere, fordi data simpelthen ikke når at blive opdateret.

Derfor er det en god idé at sende sine beskeder via wi-fi, lyder rådet.

BRANCHENYT
Læs også