Privatøkonomi
0

Begynderinvestor? Husk disse skatteregler

Hav Skat i baghovedet, når du springer ud som gør det selv-investor. Så det ikke skaber rod i din selvangivelse eller øvrige økonomi.

Den almene dansker har fået flere investeringsmuligheder end nogensinde før. Men du risikerer at få et skattesmæk, gå glip af fradrag eller blive modregnet i sociale ydelser, hvis du ikke sætter dig ind i skattereglerne først.

Digitale depoter, investeringsforeninger og robotter som Danske Banks June og Nordeas Nora.

Den almene dansker har fået flere investeringsmuligheder end nogensinde før. Men du risikerer at få et skattesmæk, gå glip af fradrag eller blive modregnet i sociale ydelser, hvis du ikke sætter dig ind i skattereglerne først.

Her er nogle ting, begynderinvestoren bør tænke over.

1) Hvor kommer pengene fra?

Først skal du tænke over, hvor du tager pengene fra, siger Niels Mengel, der er kandidat i økonomi og formand for interesseorganisationen Dansk Aktionærforening.

Det er nemlig afgørende for, hvordan de bliver beskattet.

- Hvis det er en pensionsopsparingskonto – for eksempel en alderspension eller ratepension - du henter pengene fra, så skal du ikke tænke på hverken skat eller indberetning. Så kører det af sig selv og bliver løbende beskattet, siger han.

Hvis du derimod investerer frie midler, bliver det typisk beskattet som aktieindkomst. Og her betaler du ikke skat fra år til år, men hver gang du sælger eller modtager udbytte.

- Så du kan købe et værdipapir i dag og beholde det i 20 år uden at blive beskattet af aktieavancen. Den bliver du først beskattet af i det øjeblik, du sælger, siger Niels Mengel.

Derfor kan man som hovedregel sige, at hvis du bruger pensionspenge, skal du ikke løbende tænke på skat. Men hvis du investerer frie midler, skal du have Skat i baghovedet, når du handler.

Dette bliver dog smidiggjort med regeringens nye aktiesparekonto, som indføres næste år, fortæller Niels Mengel.

2) Hvad investerer jeg i?

Hvis du investerer med frie midler, skal du herefter tænke over, hvad du investerer i.

Det tæller nemlig som aktieindkomst, hvis du sælger almindelige aktier og får gevinst, oplyser Skat.

Men hvis du investerer i obligationer, tæller det som kapitalindkomst, forklarer Niels Mengel.

- Og så kan det gå ind og påvirke din øvrige økonomi, siger han.

Hvis du betaler renter for et hus, tæller det nemlig som negativ kapitalindkomst, mens obligationernes afkast er positiv kapitalindkomst. Men begge ting tæller med i samme regnskab, forklarer Niels Mengel.

Du skal altså tjekke, at det fremgår rigtigt på selvangivelse og årsopgørelse.

Det samme gælder, hvis du investerer via en investeringsforening eller -robot som June eller Nora. Her skal du selv læse, hvilke skatteregler der gælder for netop den forening.

- For hvis den kun har aktier, er det aktieskat. Men hvis der er obligationer blandet i, så er det kapitalindkomst. Og hvis det er en udenlandsk forening, er det et helt tredje regi, forklarer Niels Mengel.

3) Tænk over din øvrige økonomi

Som en sidste ting skal du have øje for, hvordan investeringerne påvirker din øvrige økonomi.

- Hvis du for eksempel sælger en aktie med stor gevinst, og du modtager sociale ydelser samtidig, så kan de blive påvirket af, at du nu pludselig får en større indkomst, siger Niels Mengel og giver folkepensionens tillæg som eksempel.

Her kommer du heller ikke uden om at læse din selvangivelse og årsopgørelse igennem. Danske banker har nemlig pligt til at indberette dine oplysninger til Skattestyrelsen. Men det er dit ansvar, at oplysningerne er korrekte, oplyser Skat.

- Så når du laver din selvangivelse eller får din årsopgørelse, skal du altid tjekke, om banken nu også har indberettet de rigtige beløb, siger Niels Mengel.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også