Privatøkonomi

Prishop på 1,2 mio. kr.: Sådan ser det typiske forældrekøb ud

Gennemsnitsalderen for forældre, som køber en lejlighed til deres barn, ligger omkring 52 år.

Der er stor efterspørgsel på ejerlejligheder, som er delevenlige for studerende. Foto: Henrik Kastenskov Arkivfoto: Henrik Kastenskov

Prisstigningerne på ejerlejligheder har ikke fået landets forældre til at skrue voldsomt ned for antallet af kvadratmeter, når barnet skal have tag over hovedet. Det viser en ny opgørelse fra Realkredit Danmark på baggrund af data fra ejendomsmæglerkæden Home.

Opgørelsen bygger på tal fra perioden 2011 og frem til i dag for landets fire største byer og giver indblik i, hvordan det typiske forældrekøb har udviklet sig.

Antallet af kvadratmeter i lejligheder til forældrekøb har været igennem mindre udsving i perioden, men til gengæld har retningen på prisen været klar: Den er gået kraftigt op.

I 2011 blev lejligheder til forældrekøb i København handlet til en pris på ca. 1,4 mio. kr. Nu er prisen oppe på 2,6 mio. kr. Altså en stigning på 1,2 mio. kr.

M2 København Odense Aalborg Aarhus
2011 64,4 67,7 72,1 66,7
2012 64,5 69,1 64,5 62,4
2013 64,3 77,1 71,6 69,5
2014 65,7 65,3 61,9 64,8
2015 62,5 68,2 67,2 64,8
2016 62,1 70,5 69,5 64,5
2017 66,2 74,3 75,7 66,4
2018 62,7 70,8 81,5 60,8
Gns. 2011-2018 64,1 70,4 70,5 65,0

Kilde: Realkredit Danmark på baggrund af tal fra Home.

»De kraftigt stigende priser på ejerlejligheder siden prisbunden i slutningen af 2011 har også sat sine tydelige spor i prisen på en ejerlejlighed til forældrekøb. Prisen er skudt i vejret med tæt ved 85 pct. frem til og med 2018. Det er mere end resten af markedet i København, hvor ejerlejlighederne eksklusive forældrekøb er steget med cirka 70 pct. over samme periode,« skriver Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark, i en kommentar til tallene.

Som tallene for det gennemsnitlige antal kvadratmetre viser, er lejligheder til forældrekøb typisk noget større i Aalborg og Odense end i Aarhus og København. Det kan også ses i det gennemsnitlige antal værelser i forældrekøbslejligheder i de fire byer. Her er tallet stigende i Aalborg og Odense.

Gns. antal værelser København Odense Aalborg Aarhus
2011 2,28 2,18 2,24 2,28
2012 2,30 2,28 2,28 2,11
2013 2,28 2,45 2,50 2,40
2014 2,33 2,37 2,04 2,21
2015 2,17 2,27 2,27 2,23
2016 2,12 2,48 2,49 2,25
2017 2,32 2,63 2,56 2,29
2018 2,27 2,63 2,83 2,04
Gns. 2011-2018 2,26 2,41 2,40 2,23

Kilde: Realkredit Danmark på baggrund af tal fra Home.

Endelig giver opgørelsen også et indblik i alderen på forældrene på det tidspunkt, hvor de har købt lejlighed til barnet. I 2011 lå den gennemsnitlige alder på landsplan på 51 år, og den har rykket sig marginalt, så den ligger nu på 52 år.

»Det er næppe den store overraskelse i forhold til, at mange forældre har været i omegnen af 30 år, da de har fået børn, og så går der gerne i omegnen af 20 år eller mere, inden børnene er klar til at gå i gang med en videregående uddannelse,« skriver Christian Hilligsøe Heinig.

Alder København Odense Aalborg Aarhus
2011 51,4 54,4 43,3 53,3
2012 52,7 49,4 51,8 52,2
2013 52,6 51,5 50,9 52,5
2014 51,1 53,5 54,5 51,4
2015 50,6 55,0 49,9 51,1
2016 52,3 53,0 53,5 52,2
2017 52,9 51,7 49,4 50,4
2018 53,5 54,0 44,2 53,0
Gns. 2011-2018 52,1 52,8 49,7 52,0

Kilde: Realkredit Danmark på baggrund af tal fra Home.

Læs også
Top job