Privatøkonomi
0

Store prisstigninger til boligejere - særligt på én bestemt ø

Parcelhusejere har oplevet betydelige prisstigninger i deres bolig siden 2015. Men særligt på én ø stikker det af.

Den største prisstigning fandt sted på Bornholm, hvor parcelhusene er steget med 35 pct. i værdi siden 2015, mens Sydjylland placerer sig i bunden med en stigning på 7,6 pct. Foto: Michael Hansen.

En boligejer med et parcelhus på dansk jord har de seneste tre år kunnet notere sig en mærkbar prisstigning på boligen. Det viser en analyse, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har lavet på baggrund af tal fra Boligsiden.dk.

Knap en kvart million - helt præcist 239.400 kr. Så meget er et parcelhus på 140 kvadratmeter i gennemsnit steget i værdi siden 2015.

Særligt områderne med de laveste kvadratmeterpriser har oplevet de største stigninger. Et af de områder er Bornholm, hvor boligejerne inden for de seneste tre år har fået ekstra god grund til at juble.

Øen placerer sig nemlig i toppen med parcelhuse, der siden 2015 er steget med hele 35 pct. i værdi. Til sammenligning har København med landets højeste kvadratmeterpriser kun oplevet en stigning på 17,7 pct.

»Det er klart, at der er store forskelle på kvadratmeterprisernes niveauer, og om man eksempelvis er i København eller på Bornholm. Men det er faktisk i nogle af de områder med de laveste kvadratmeterpriser, hvor stigningen har været størst,« siger Thomas Hovgaard, der er kommunikationschef i Nybolig.

Han pointerer, at prisudviklingen i København har fået flere til at erstatte bylejligheden med et parcelhus i en af forstæderne, fordi de vil have mere bolig for pengene.

»Der er en spirende tendens til, at flere vil realisere drømmen om et hus med have, hvor især adgangen til grønne udendørsarealer trækker,« siger Thomas Hovgaard.

I september 2018 er kvadratmeterprisen på parcelhuse 14.003 kr., hvilket er 14 pct. højere end kvadratmeterpriserne for tre år siden.

I Sydjylland er der dog langt op til den landsgennemsnitlige kvadratmeterpris. Her har boligejerne oplevet landets mindste værdistigning på 7,6 pct., og kvadratmeterprisen er godt 5.000 kroner lavere end landsgennemsnittet.

BRANCHENYT
Læs også