Privatøkonomi
0

Flere unge sparer frivilligt ekstra op til alderdommen

Stadig flere unge sparer mere op til alderdommen. Mange stoler ikke længere på, at de vil få adgang til en folkepension, de kan leve af, når de forlader arbejdsmarkedet.

De mange ændringer på pensionsområdet har tilskyndet mange til frivilligt at indbetale ekstra på pensionen, mener forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen. Foto: JP

Flere unge er begyndt at polstre sig økonomisk til alderdommen. På kun et år er 32,4 pct. flere kunder under 35 år begyndt frivilligt at indbetale ekstra på deres pensionsordninger i PFA. Til sammenligning er antallet af kunder over 35 år med ekstra indbetalinger blot steget med 7,7 pct. i samme periode. Tendensen går igen i Danica.

Det er en god forretning at gå i gang tidligt. Nye beregninger fra PFA viser, at hvis man hæver sin indbetaling med 500 kr. om måneden som 30-årig, øger det opsparingen med ca. 300.000 kr. på pensionstidspunktet.

Ifølge forbrugerøkonom i PFA Carsten Holdum er der tale om lidt af et skred.

»Traditionelt har det været særligt svært for unge at forholde sig til pension, men det er ved at ændre sig,« siger Carsten Holdum.

Gode råd om at indbetale ekstra
  • Ekstra indbetaling især i ung alder giver en stor opsparing pga. mange år med renters-rente. Men sørg altid først for at afdrage dyr gæld.
  • Opsparing i ung alder skal somme tider ske i frie midler frem for pension, sådan at pengene kan bruges f.eks. til huskøb.
  • Hvis man går gjort den ekstra indbetaling til en god vane, vænner man sig nemmere til at leve for lidt færre penge i dagligdagen.
  • Pensionsreformen i 2018 gør pensionsindbetaling op til 70.000 kr. om året mere attraktivt via et nyt skattefradrag.
  • Man kan altid stoppe en ekstra indbetaling til opsparing hvis fx økonomien ændrer sig, så det gælder om at spare op, mens man kan. Kilde: PFA


De unge ønsker at polstre sig, men samtidig har de mistet tilliden til at blive dækket ind af folkepensionen.

»Det sker helt overvejende, fordi mange unge forstår det sådan, at staten løbende forringer deres vilkår for folkepension, efterløn mv. Og så bliver konsekvensen, at man må tage vare på sig selv. Med en vis bitterhed, og det opleves ikke som retfærdigt. Vi hører ofte udtrykket: ja tak, jeg har forstået, at der ikke bliver noget til mig,« siger Carsten Holdum.

I årets første ni måneder indbetalte ialt 9.866 PFA-kunder under 35 ekstra på deres pensionsordninger. Selv om tallet er relativt lavt, er bevægelsen markant.

Ifølge forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen er det ikke overraskende, at flere unge indbetaler på pension. Det giver mening, fordi der er sket store omvæltninger på pensionsområdet.

»Det er klogt at polstre sig til fremtiden, og det er positivt, at flere unge har fået øjnene op for det. Der er sket mange ændringer på pensionsområdet, og flere af dem har haft uhensigtsmæssige virkninger. Når man sparer ekstra op, kan man bedre selv bestemme, hvornår man vil gå på pension,« siger Ann Lehmann Erichsen.

Hun ser en tendens til en polarisering på pensionsområdet. Der vil være en del, som sikrer deres alderdom i tide, og der vil være nogle, der kommer i gang for sent.

»Vi lavede i foråret en spørgeundersøgelse sammen med Epinion, og den viste, at kun 22 pct. af danskerne under 40 år havde en stor viden om personlig økonomi. Resten havde altså ikke, og det kan godt bekymre ikke mindst på pensionsområdet, hvor vi ved, det giver god mening at komme i gang tidligt.«

Både i PFA og Danica glæder man sig over udviklingen. Men et fast element i rådgivningen er efterhånden, at man skal tænke sig om, inden man beslutter sig for, hvor meget man vil spare op.

»Nu skal alle unge jo ikke hælde hele deres formue ind på en pensionsordning, når der kan ligge store udgifter i vente lige rundt om hjørnet i form af bolig, bil og børn. De gør til gengæld sig selv en stor tjeneste ved at vænne sig til at bruge lidt mindre, end de tjener,« siger Carsten Holdum.

Samme råd giver man i Danica.

»Mange – særligt unge – kan også have behov for at øge den frie opsparing eksempelvis i forhold til et fremtidigt boligkøb. Vi tager derfor løbende kontakt til kunderne for at sikre, at de har det rette forhold mellem opsparing, pension og gæld,« siger seniorøkonom i Danica Mads Moberg Reumert.

BRANCHENYT
Læs også