Privatøkonomi
0

Nye boligvurderinger er stødt på en stribe problemer

Notat afdækker større problemer end hidtil beskrevet. Alvorligt og bekymrende, vurderer professorer.

Der er stribe alvorlige udfordringer og risici i arbejdet med de nye ejendomsvurderinger. Men skatteminister Karsten Lauritzen (V) maner til ro og tror på, at planen holder. Foto: Nicolai Lorenzen

Der er større problemer med at få styr på de nye ejendomsvurderinger, end det hidtil har været omtalt i offentligheden.

Det fremgår af et notat, som Skatteministeriet sendte til Folketinget på dagen, hvor skatteminister Karsten Lauritzen (V) udskød de nye vurderinger til 2020. Begrundelsen var, at der mangler et system til sagsbehandling, så det f.eks. kan dokumenteres, hvorfor en bolig har fået op- eller nedjusteret sin offentlige vurdering.

Notatet oplister imidlertid en stribe andre problemer. I øjeblikket er det f.eks. ikke muligt at sende breve til boligejerne med den nødvendige, lovpligtige information. Det er også uvist, om kommunerne kan levere gode nok plandata om den enkelte matrikel. Dertil kommer, at medarbejderne i den nye Vurderingsstyrelse sidder med flere og sværere opgaver end forudsat, hvilket »udfordrer produktionen«.

Alt i alt er der tale om »en række alvorlige udfordringer«, konstaterer Peter Bjerre Mortensen, professor ved Aarhus Universitet og medforfatter til en ny bog om Skats deroute. Han hæfter sig ved, at både tidsplanen og økonomien allerede er skredet, så regningen for det nye system løber op i mindst 1,2 mia. kr.

»Der er så mange dele, som stadigvæk volder problemer. Det begynder at ligne noget, vi har set før i Skat, og det er bekymrende,« siger Peter Bjerre Mortensen.

Minister: Det skal nok fungere

De nye vurderinger vil bl.a. tage udgangspunkt i kvadratmeterprisen på 10-15 solgte naboejendomme og skal tage højde for boligens stand og beliggenhed. Det hele skal som udgangspunkt beregnes automatisk ud fra en statistisk model.

Ifølge notatet er der imidlertid konstateret »udfordringer« med at få flere forskellige it-systemer til at spille sammen, og det er alvorligt, vurderer professor ved IT-Universitetet i København Søren Lauesen, der har forsket i offentlige it-systemer.

»Erfaringen viser, at det er en af hovedårsagerne til, at store offentlige it-projekter krakelerer,« siger han og konstaterer, at notatet er »fuldt af advarselslys«.

Skatteminister Karsten Lauritzen medgiver, at listen over problemer »måske ser lidt voldsom« ud, men han maner til ro:

»Vi skal nok få et nyt vurderingssystem, der fungerer.«

BRANCHENYT
Læs også