Privatøkonomi

Netflix bliver ikke dyrere end i Danmark

En sammenligning af Netflix-priserne i 78 lande viser, at danskere betaler mere end nogen andre for deres Netflix-abonnement, samtidig med at udvalget er begrænset.

I Danmark betaler vi meget for vores Netflix-abonnement og et, sammenlignet med mange andre lande, relativt begrænset udvalg af serier og film.

I Danmark koster et standardabonnement til streamingtjenesten Netflix 79 kr. om måneden. Det er det dyreste blandt samtlige af de 78 lande, som hjemmesiden Comparitech undersøger. Desuden gør det begrænsede udvalg i Danmark det usædvanlig dyrt at bruge tjenesten, hvis man sammenligner med andre lande.

Undersøgelsen sammenligner prisen på Netflix-abonnementer i de forskellige lande, men også hvor meget kunderne får for pengene. Det er gjort ved at dividere prisen for et månedligt medlemskab med det samlede antal film og serier udbudt, da begge varierer fra land til land.

Ifølge Comparitech er Danmark ikke blot det land, hvor Netflix er dyrest, men også dér, hvor man får mindst for pengene. I alt indeholder den danske udgave af Netflix 3.305 titler, hvilket giver en pris pr. titel på 0,00361 dollar, hvilket er i omegnen af 20 øre.

Hidtil har Canada været det land, hvor kunderne betalte den bedste pris i forhold til indhold, men der har Netflix varslet en stigning i priserne over de kommende uger. Næste land på listen er Colombia, der har adgang til 4.188 titler for 35 kr. om måneden.

Danskere betaler over 90 pct. mere pr. titel end colombianere gør og 48 pct. mere pr. titel end gennemsnittet. Generelt får lande som Indien, Mexico og Brasilien også meget for pengene, mens indbyggere i Egypten, Iran og Norge ligesom danskere kan føle sig en smule snydt.

Det næstdyreste Netflix-abonnement finder man i Schweiz, hvor det koster ca. 78,3 kr., men her er udvalget noget større en det danske (5.600 titler kontra 3.305). Sverige, Norge og Ukraine er de andre lande, hvor et Netflix medlemskab er dyrest.

Landet med adgang til mest materiale er USA. Her kan abonnenter tilgå 5.839 titler for knap 52,5 kr.

BRANCHENYT
Læs også