Privatøkonomi
0

Skal din privatøkonomi fintunes? Her er syv gode skatteråd inden nytår

Hvis man gerne vil nedbringe sin skat i 2018, kan det være værd at overveje, om der skal indbetales ekstra på en pensionsopsparing, lyder det fra BDO.

Der kan være lidt at hente privatøkonomisk, selv om året snart er omme. Foto: Niels Christensen

Året går på hæld, men det betyder langt fra, at det er for sent at fintune sin privatøkonomi. I revisionshuset BDO har gjort arbejdet lidt lettere ved at samle en liste med syv punkter, som er er værd at overveje, inden klokkerne på Rådhuspladsen ringer for sidste gang i 2018.

1. Det første punkt på listen er en klassiker. Det handler om indbetalinger til sin pensionsopsparing, hvor der gives fradrag for pensionsindbetalinger op til 70.000 kr. om året.

»Indbetaler du mindre, har du altså mulighed for at opnå en yderligere lille skattemæssig fordel ved at indbetale ekstra,« skriver BDO.

2. Det andet punkt handler også om pension. Nærmere bestemt aldersopsparing. Her kan der som udgangspunkt kun indbetales op til 5.100 kr. om året.

»Sådanne indbetalinger giver ikke skattefradrag, men er alligevel interessante, fordi afkast beskattes lavt, ligesom udbetalinger til sin tid ikke beskattes og – nok så vigtigt - ikke modregnes i offentlige ydelser. Nærmer du dig folkepensionsalderen, kan du dog i 2018 indbetale op til 46.000 kr. på en aldersopsparing,« skriver BDO.

3. Det tredje punkt er bidrag til velgørende formål, hvor der i 2018 kan opnås skattefradrag for op til 15.900 på denne konto.

»Fradrag er betinget af, at du oplyser dit personnummer til modtageren, sådan at denne kan indberette dit bidrag til skattevæsenet,« noterer BDO.

4. Det fjerde punkt handler om, at man ved hjælp af gaver på sigt kan spare arveafgift.

»Forældre kan i 2018 give gaver til deres børn og børnebørn for op til 64.300 kr. og op til 22.500 kr. til svigerbørn uden at der skal betales gaveafgift. Der er intet til hinder for, at gaven kan gives i form af en nedskrivning af et familielån,« skriver BDO.

5. Det femte punkt er højaktuelt givet udviklingen på aktiemarkederne i år. Det handler om, at man skal overveje at sælge tabsgivende aktier.

»Har du en beholdning af børsnoterede aktier, som er købt for frie midler, og er nogle af aktierne faldet i værdi siden købet, så kan det være interessant at sælge disse, hvis du tidligere på året har solgt aktier med gevinst. Fordi tabet i givet fald kan modregnes i gevinsten,« lyder det fra BDO, der påpeger, at man sagten kan købe de samme aktier igen, hvis man tror på, at der kommer kursgevinster senere.

»Ejer du en stak bitcoins, som er købt til en højere kurs end den nuværende, kan et salg inden nytår også være interessant, fordi det herved realiserede tab i givet fald kan fratrækkes på årsopgørelsen for 2018,« lyder det videre fra BDO.

6. Hvis du har lidt et tab ved at låne penge ud, er det værd at hæfte sig ved punkt seks.

»Private har fradrag for tab ved pengeudlån til ikke-nærtstående, hvis tabet overstiger 2.000 kr. Det er uden betydning for fradragsretten, hvad låntageren har brugt pengene til. Tabet kan fratrækkes i det år, hvori det er endeligt konstateret. Har du lånt penge ud, som låntageren ikke kan betale tilbage, kan det derfor være en god idé at bruge december måned til at skaffe dokumentation for tabet,« skriver revisionshuset.

Ifølge BDO er udgangspunktet for, at man kan få fradraget, at det enten er forsøgt tvangsinddrevet eller at gælden er eftergivet.

»Det sidste kan være en enkel metode til at skaffe sig den nødvendige dokumentation for tabet på, men den kan naturligvis kun anbefales, hvis det er givet, at låntageren er ude af stand til at betale lånet tilbage,« skriver BDO.

7. Det sidste punkt på listen er forskudsopgørelsen, som er tilgængelig online.

»Hvis du ikke tidligere har gennemgået den, kan det være en god idé at gøre det nu, sådan at eventuelle rettelser kommer på plads, inden skattekortet tages i brug, hvilket for lønmodtagere sker ved den første lønudbetaling i 2019.«

BRANCHENYT
Læs også