Privatøkonomi

Tank strøm lige så hurtigt som benzin

Porsche viser superladerstander på 450 kW, hvor du kan tanke strøm til 100 km kørsel på tre minutter.

På den ekstremt hurtige ladestation, der leverer 450 kW, vil man kunne lade en Porsche Taycan op til 100 km kørsel på tre minutter. Foto: Porsche

Forestil dig at kunne rulle ind til en ladestander og på bare tre minutter tanke strøm på elbilen til 100 km kørsel. Det er perspektiverne for en ny superladestander på 450 kW, som Porsche har vist.

Den nye superladestation, som er skabt i et samarbejde med bl.a. BMW, er allerede åbnet som et forsøg på en ladestation i tyske Jettingen-Scheppach ved motorvej A8 mellem Ulm og Augsburg.

Til sammenligning har de fleste af de hurtigste hurtigladestationer indtil nu været på 50 kW.

Men både udbyderne Clever, E.ON og især kæden Ionity er på vej med ladere, der i første omgang lægger ud med 100-150 kW, men ville kunne opgraderes til 350 kW, mens Ionity, som bl.a. VW-koncernen, Ford, Mercedes og BMW også er en del af, vil kunne klare op til 350 kW.

Her er samarbejdet omkring de endnu hurtigere 450 kW-ladere noget, som skal være med til at adskille visse premium-mærker fra andre. Det er døbt Fastcharge.

Kun én bil

Før du ser træerne vokse ind i himmelen, skal du da også gøre dig det klart, at der foreløbig kun er udsigt til, at én bilmodel kan klare 450 kW-laderen. Det er den nye Porsche Taycan, der kan håndtere og optage så stor en strømstyrke. Og det kan også gå noget langsommere med opladningshastigheden, efter at der er tanket på til de første 100 km. Men ifølge udenlandske medier vil batteriet være fuldt opladet på et kvarter.

Til sammenligning kan den nye Audi e-tron, som snart kommer herhjemme, kunne lade op til 80 pct. på en halv time. Det kan f.eks. ske ved den første Ionity-lader på 150 kW, som netop har åbnet herhjemme i Aabenraa. Der tager det otte timer at lade Audi E-tron op på en 11 kW-lader af en slags, der findes en del af ved parkeringspladser og storcentre herhjemme.

Gevaldigt fremskridt

Martin Messer Thomsen, der er talsmand for Forenede Danske Elbilister, hilser de nye ekstrahurtige superladere velkommen.

»Det er et gevaldigt fremskridt. Vi er allerede godt i gang med Ionity, som er på vej med yderligere syv superladestationer på 100 kW. Der kommer til at ske rigtig meget i de kommende år,« konstaterer Martin Messer Thomsen.

Han illustrerer det meget konkret med den nye Audi e-tron, som altså lader batteriet 80 pct op på en halv time.

»Det er den tid, som det tager at spise aftensmad, så har man strøm til 300 km,« siger Martin Messer Thomsen.

Ydermere har Tesla snart et net af på 14 ladestationer, der kan klare op til 120 kW.

De passer dog kun til Tesla.

Læs også
Top job