Langt fra Sjællands guldkyst: Her har årets sommerhuskøbere betalt mest
Høje kvadratmeterpriser hører ikke ligefrem en by i Rusland til, når man er vant til at tilbringe ferier og forlængede weekender på den østsjællandske nordkyst.
Hornbæk og Tisvildeleje er nemlig meget mere end farvestrålende gummistøvler og en ung musikfestival. De to kystbyer er traditionelt også de steder i landet, hvor der bliver betalt mest per sommerhuskvadratmeter.
Men i år er det altså en by ganske langt fra Sjællands liebhaver-riviera, der har trukket landets højeste gennemsnitlige sommerhus-kvadratmeterpriser; nemlig Egå.
Det skriver boligsitet Boliga.dk.
I Aarhus’ nordlige forstad har årets sommerhuskøbere i gennemsnit betalt hele 40.622 kroner for hver kvadratmeter i deres nye fritidshus. Det svarer til, at et gennemsnitligt sommerhus på 80 kvadratmeter er gået for lige knap 3.250.000 kroner.
Lige i hælene findes dog 2017’s dyreste ferieby, Tisvildeleje, med en gennemsnitlig salgskvadratmeterpris på 38.070 kroner, og dernæst findes Hornbæk også i top tre med sine gennemsnitlige 33.988 kroner pr. kvadratmeter.
Det er ikke kun i liebhaverområderne, at der har været gang i boligmarkedet.
De gennemsnitlige salgskvadratmeterpriser er steget en smule fra sidste år til i år. I år har feriefolket nemlig i gennemsnit betalt 16.233 kroner per kvadratmeter, mens der sidste år blev givet 15.472 kroner for en tilsvarende, det viser tal fra Boliga.
Og så har salgstiden også taget et spring. Ifølge tal fra Boliga har det nemlig i gennemsnit taget sommerhussælgerne og køberne 266 dage at finde hinanden i år, hvilket er godt tre uger hurtigere end i 2017.
- Sommerhusmarkedet havde god medvind ind i året fra de nye belåningsregler, der blev gennemført i 2017, hvor det blev muligt at låne op til 75 procent af sommerhusets værdi via realkreditbelåning, siger Christian Hilligsøe Heinig, der er cheføkonom hos Realkredit Danmark.
- Samlet set var 2018 et fornuftigt år på boligmarkedet og for boligsælgerne på tværs af landet med generelt stigende boligpriser og en pæn handelsaktivitet.
Springer man fra Egå, Tisvildeleje og Hornbæk til den modsatte ende af sommerhuslandet, kan der spares over 30.000 kroner pr. kvadratmeter.
I Dannemare på det vestlige Lolland er de gennemsnitlige sommerhuskvadratmeter nemlig solgt for 7.958 kroner per styk - altså hvad der svarer til, at et gennemsnitligt 80 kvadratmeter stort sommerhus er gået for knap 637.000 kroner.
Køberne og sælgerne i Vestervig, Farsø, Grevinge og Gedser er også blevet enige om priser, der samlet set ligger på under 9.000 kroner per kvadratmeter. Dermed er de fem byer de steder i landet, hvor årets sommerhuskøbere er sluppet billigst.