Privatøkonomi
0

Lastbilchauffør fandt fejl for 250.000 kr. på sine lønsedler - og sagde op

Der kan være mange penge at hente ved at gennemgå sine lønsedler. Hos 3F og FOA kan medlemmer nu få foretaget et gratis løntjek, skriver TV2.

Lastbilchauffør Jan Markussen opfordrer andre til at tjekke deres lønsedler for evt. fejl. Han er selv endt i en sag om manglende løn for en kvart mio. Foto: Thomas Fredberg

Administrativt sjusk og uklare aftaler for overarbejde resulterer alt for ofte i lønsedler behæftet med fejl.

Det skriver TV2.

På trods af risikoen for at blive underbetalt tjekker kun hvert fjerde lønmodtager sjældent eller aldrig sin lønseddel, viser en undersøgelse fra LO.

Men at det kan være en rigtig god ide at nærlæse sin lønoversigt, har lastbilchauffør Jan Markussen erfaret. Ifølge TV2 har han regnet sig frem til et hul på 250.000 kr. i sin indkomst over en periode på tre år.

»Mange af pensionstallene forsvandt lige så stille på lønsedlen og overarbejdstimerne blev slået sammen, og så var der ikke styr på det. Det var en stor mundfuld at sluge, da jeg opdagede det,« siger han til TV2.

Som konsekvens skyndte han sig at finde et nyt arbejde.

»Siden har jeg fået min fagforening til at tjekke det hele, og det vil jeg da også opfordre andre til,« siger Jan Markussen.

Tanja Nielsen, sektorformand for Social- og Sundhed i FOA Holstebro, siger til TV2, at fejlene kan være svære at fange, fordi mange lønsedler er svært gennemskuelige:

»Mange af de her fejl er usynlige fejl, som man ikke kan se på lønsedlen. Det er administrative fejl,« siger hun.

De mange fejl skyldes manglende uddannelse til de folk, som står for planlægning af vagter og andet administrativt arbejde, tilføjer hun.

Og så påpeger hun et andet problem:

»Vores arbejdstidsaftale er så kompleks. Der er ikke ret mange medlemmer, der kan finde ud af at læse sine lønsedler, og når man ikke kan det, så er man heller ikke opmærksom på det, når tingene bliver gjort forkert,« siger hun til TV2.

Tanja Nielsen vurderer, at Holstebro kommune skylder sine ansatte op mod en mio. kr.

BRANCHENYT
Læs også