Rekordbilligt at rentesikre boliglånet
Har man tænkt sig at blive boende i sin bolig i flere år, giver det god mening at rentesikre sit boliglån i flere år.
Det er rekordbilligt at rentesikre sine boliglån. F1-renten skal kun stige 0,05 pct., før et F5-lån er lige så billigt. Udskifter man sit F5-lån med et 1,5 pct. lån, koster det kun 140 kr. ekstra om måneden for hver million, man låner.
Til april skal godt 14.000 Totalkredit-kunder refinansiere deres flekslån. Hvis de vil lave et profilskifte eller omlægge, skal det ske inden den 31. januar.
Spar Nord forventer, at auktionen resulterer i renter omkring 0,25 pct. for F5, 0 pct. for F3 og -0,15 pct. for F1. Alle flekslånere har udsigt til en lavere ydelse, men meget taler for at vælge en eller anden form for rentesikring, vurderer Spar Nord på baggrund af den seneste måneds udvikling på finansmarkederne.
»Finansmarkederne har i december og begyndelsen af januar været drevet af en frygt for et større tilbagefald i væksten. Det har betydet, at de lange realkreditrenter er faldet til niveauer, som tangerer historisk lave niveauer,« siger chefanalytiker i Spar Nord Martin Lundholm.
Han har regnet på, hvilke konsekvenser det vil have et udskifte et F1-lån med et F5-lån.
Samlet nettoydelse over fem år ved et lån på 500.000 kr. uden afdrag
F1 | F5 | Forskel | |
Uændret rente | 22.350 | 24.213 | 1.863 |
F1-rente stiger 0,05 pct. | 24.213 | 24.213 | 0 |
f1-rente stiger 0,10 pct. | 26.076 | 24.213 | -1.863 |
Omkostninger medregnet. Bidragssatser efter kundekroner. Kilde: Spar Nord
»Hvis auktionen forløber, som vi forventer, kan der være penge at spare for kunder, der skifter fra et F1-lån til et F5-lån. Forskellen i første års nettoydelse på de to lån er ikke så stor,« mener Martin Lundholm.
Faktisk er forskellen på et F1- og et F5-lån uden afdrag i første års nettoydelse ved et lån på 500.000 kr. kun på 30 kr., mens forskellen er på 1.863 kr. ved en uændret rente de næste fem år. Stiger renten derimod - og det forventer Spar Nord, at den gør - med mere end blot 0,05 procentpoint om året på F1-lånet, er F5-lånet billigere.
Konsekvenser af at omlægge et F5-lån til et nyt eller et 1,5 pct. lån:
Lånetype | Rente | 1. års månedlig nettoydelse | 1. års månedligt afdrag | Bidrag |
Nuværende lån - F5 | 1,22 | 2.445 | 1.851 | 0,725 |
Nyt F5-lån | 0,25 - forventet | 2.331 | 2.034 | 0,725 |
1,5 pct. lån | 1,5 | 2.541 | 1.856 | 0,5875 |
Omkostninger medregnet. Bidragssatser efter kundekroner. Kilde: Spar Nord
Hvis kunder med F5-lån vælger at sikre renten i hele lånets løbetid frem for kun de næste fem år, vil renten i de fleste tilfælde kun være marginalt højere end den nuværende rente. Men da bidraget på fastrentelån er lavere end på flekslån, er ændringen minimal, og man får således rentesikring resten af lånets løbetid.
»Har man allerede et F5-lån, er renten i dag 1,22 pct. Er restløbetiden 20 år, vil renten på fastrentelånet være 1,5 pct., og det vil sige, at man kan omlægge med en meget lille ændring i ydelsen trods omkostninger til omlægning. Bidraget er nemlig lavere på lånet med fast rente end på rentetilpasningslånet,« siger Martin Lundholm.