Privatøkonomi
0

Nu kan du købe et hus i Italien for 7,5 kr. - men der er en hage

Nye købere skal også investere i renoveringen af huset.

I området omkring Sambuca er der både bjerge og skov. Foto: Google Maps

Drømmer du om sol og varme i Italien?

For blot en euro (ca. 7,5 kr.) kan du få et hus i den italienske by Sambuca på Sicilien.

Der er blot en enkelt hage. Du skal investere mindst 15.000 euro (ca. 112.000 kr.) inden for tre år i din nye bolig, da boligerne i området er meget slidte, skriver flere internationale medier som CNN.

Herudover skal du også betale et depositum på 5.000 euro (ca. 37.000 kr.), som du får tilbage, når renoveringen er slut.

Tiltaget er en del af et forsøg på at lokke noget mere aktivitet til området. Men køberne bliver ikke skuffede, lover borgmesteren i Sambuca, Giuseppe Cacioppo.

»Midt i et frodigt område ligger Sambuca. Vi er placeret i et naturreservat fyldt med historie, og vi er omgivet af smukke strande, skoven og bjergene. Her er stille og roligt - det ideelle sted for en afslappende ferie,« siger han til mediet.

Han håber, den lave pris kan skubbe gang i den lokale økonomi og bevare arkitekturen. Men der skal istandsættes en del, forklarer han. De huse, der tilbydes, er nemlig forladte - og fyldt med bunker af sten og glemte, spindelvævsdækkede møbler.

CNN har talt med én af dem, der har benyttet sig af tilbuddet. Susanna Heinson fra Tyskland har allerede købt et hus og glæder sig til at flytte ind.

»Jeg glæder mig til at tilbringe næste sommer i Sambuca. Det er et dejligt sted, hvor folk er meget åbne og venlige. Der er gode restauranter og fantastiske vingårde. Vi føler os hjemme,« siger hun til mediet.

Det fremgår ikke, hvor mange huser der er tale om, men The Guardian skriver, at der er tale om over 20.

Boligerne er i to etager og bygget i røde sten.

BRANCHENYT
Læs også