Privatøkonomi
BREAKING
0

Boligrenter i historisk dyk: Totalkredit først med 1,5 pct. lån med afdragsfrihed

Også Nordea Kredit er klar med de nye lån. De øvrige realkreditinstitutter ventes at følge efter.

Jens Dresling

Totalkredit er først med et 30-årigt afdragsfrit 1,5 pct. lån. Baggrunden er et historisk rentefald i denne uge.

Rentefaldet betyder, at det afdragsfrie fast forrentede 2 pct. lån torsdag overraskende rundede kurs 100. Fredag formiddag er kursen fortsat over 100. Det er første gang nogensinde, at boligejerne kan få et afdragsfrit 1,5 pct. lån.

2 pct. lånet med afdrag har været lukket den seneste måneds tid.

»Vi har aldrig før stået en situation med 1,5 pct. i rente på et afdragsfrit fast forrentet lån. Rentefaldet er ganske belejligt for rigtig mange boligejere, fordi det netop er de fast forrentede lån, som boligejerne efterspørger mest i øjeblikket,« siger chefanalytiker i Totalkredit Jeppe Borre.

I 2018 og begyndelsen af 2019 har de fast forrentede lån stået for 6 ud af 10 lånetilbud i Totalkredit. Det næstmest efterspurgte lån er F5 på 2 ud af 10 lånetilbud.

Kursen på det nye 1,5 pct. lån bliver attraktiv.

»Med de nuværende renter forventer vi det nye afdragsfrie 1,5 pct.-lån med en kurs i omegnen af 95. Som altid når der åbnes nye lån med nye obligationsserier bag, skal man være opmærksom på indlåsningsrisiko. Risikoen betyder, at man med en lille obligationsserie risikerer at skulle indfri lånet til en højere kurs end ellers,« siger Jeppe Borre.

Ender gennemsnitskursen fredag på den gode side af 100, er det ikke muligt at få lånetilbud i et fast forrentet afdragsfrit lån fra på mandag. Det baner derfor vejen for et nyt fast forrentet afdragsfrit lån med 1,5 pct. i rente.

Global vækstafmatning og finansiel uro har på det seneste fået ECB og Federal Reserve til at udtrykke større forsigtighed, og det har trykket renterne ned. Mod slutningen af ugen har ringere vækstudsigter for eurozonen og handelskrigens fortsatte spøgen i markederne så bidraget til det sidste rentedyk, som nu knockouter det afdragsfrie 2 pct.-lån for en stund.

Rentefaldet og kursstigningerne på de fast forrentede lån betyder, at også kursen på 1,5 pct-lånet med afdrag stiger. Fredag handles lånet i en kurs over 97, og det er rekord.

Den udestående mængde i 1,5 pct. lånet med afdrag har på det seneste også fået mere fart på. I begyndelsen af året lød mængden på godt 2 mia., mens Totalkredit her en måneds tid senere har rundet 3,4 mia. kr.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også