I disse 12 kommuner kræver huskøb millionindkomst
I 12 af landets kommuner kræver det udover penge til udbetalingen en husstandsindkomst på mere end 1 mio. kr.
Flere kommuner er lukket land for familier på udkig efter et helt almindeligt parcelhus. Ifølge en analyse fra ejendomsmægleren EDC kræver det nemlig en millionindkomst at komme ind på boligmarkedet i 12 af landets kommuner.
»De seneste års stigende priser på boliger stiller stigende krav til køberens økonomi, ikke mindst til førstegangskøberens formåen. Det har derfor været en rigtig god idé at starte tidligt med en mindre og billigere bolig for på denne måde at skabe en opsparing til det næste boligkøb,« udtaler kommunikationschef Jan Normann i analysen.
Analysen viser, at de 12 kommuner, hvor det kræver en husstandsindkomst på mere end 1 mio. kr. at købe et gennemsnitligt parcelhus på 140 kvm., alle ligger i Region Hovedstaden. Øverst på listen finder man Frederiksberg Kommune, hvor det næsten kræver en årlig husstandsindkomst på 2 mio. kr. at købe et gennemsnitligt parcelhus.
Andenpladsen indtager Gentofte Kommune, hvor tallet ligger på 1,7 mio. kr. Københavns Kommune ligger på tredjepladsen, og her kræver det en indkomst på 1,4 mio. kr.
I bunden af listen finder man Morsø Kommune, Langeland Kommune og Tønder Kommune. I disse tre kommuner kræver det under 300.000 kr. i årlig husstandsindkomst at købe et gennemsnitligt parcelhus.
Beregningerne er foretaget ud fra en familie bestående af to voksne og to børn. Familien har sparet op til udbetalingen og her derudover hverken gæld eller anden opsparing.
Hos den gennemsnitlige danske familie har en almindelig lønmodtager-familie en gennemsnitlig årlig indkomst på 690.000 kr. Det betyder, at denne familie har mulighed for at købe et gennemsnitligt parcelhus på 140 kvm. i 67 af landets kommuner.
I disse 12 kommuner kræver huskøb en millionindkomst:
- Frederiksberg: 1,96 mio. kr.
- Gentofte: 1,67 mio. kr.
- København: 1,42 mio. kr.
- Lyngby-Taarbæk: 1,38 mio. kr.
- Rudersdal: 1,23 mio. kr.
- Gladsaxe: 1,22 mio. kr.
- Dragør: 1,17 mio. kr.
- Hørsholm: 1,16 mio. kr.
- Rødovre: 1,11 mio. kr.
- Tårnby: 1,10 mio. kr.
- Furesø: 1,09 mio. kr.
- Hvidovre: 1,05 mio. kr.
Kilde: EDC.