Danmarkshistorie: Nu kommer boliglån med rente på 0

Jyske Realkredit er først med et helt nyt boliglån med rekordlav rente.

Nyt lån slår alle tidligere bundrekorder. Foto: Michael Hansen

For første gang i Danmarkshistorien kan danske boligejere nu få et boliglån med en fast rente på 0 pct. Jyske Realkredit (tidligere BRFkredit) har netop besluttet at lancere et 10-årigt boliglån med en rente på 0.

Den historiske beslutning kommer efter det overraskende rentefald de seneste dage. Rentefaldet betyder, at det populære 10-årige lån med en rente på 0,5 pct. har rundet kurs 100. Dermed er der lukket for tilbud i lånet.

»Vi har altid regnet med 0-renter i realkreditten og i den økonomiske teori, men jeg havde aldrig drømt om, at det skulle blive til virkelighed,« siger boligøkonom i Jyske Realkredit, Mikkel Høegh.

Det nye lån ventes udbudt til en meget attraktiv kurs. Efter kursskæring ventes kursen at blive 97,3.

Lånet er dog ikke gratis. Der skal betales bidrag, men altså ingen rente.

Så meget koster det at låne:

Hovedstol Mdl. ydelse før skat Mdl. ydelse efter skat
250.000 2.280 2.229
500.000 4.560 4.458

Kilde: Jyske Realkredit

Der er taget udgangspunkt i, hvad lånet koster i det dyreste låneinterval mellem 60 og 80 pct. Det skyldes, at det 10-årige lån primært er blevet brugt til tillægslån eller lån i forbindelse med ombygning. Det 10-årige 0,5 pct. lån har været overraskende populært blandt boligejerne.

Også de 30-årige lån ligger i topkurser. Det helt nye 1,5 pct. lån uden af afdrag har rundet kurs 96, og varianten med afdrag ligger i en meget attraktiv kurs, nemlig 97,5.

Beslutningen om at lancere det nye 1,5 pct. lån blev taget hurtigt. At man har tøvet lidt med at udstede et nyt 10-årigt lån, skyldes, at efterspørgslen ikke er så massiv, og at mange boligejere kan vælge eksempelvis F5-lån eller lån med længere løbetid.

For realkreditinstitutterne er det vigtigt ikke at udstede for mange obligationsserier. Risikoen for at blive indlåst er reel, viser erfaringen.

Indlåsningseffekt kan opstå, hvis en obligationsserie er lille og på få hænder. Så kan man måske kun indfri sin obligation til overkurs. Den situation kan opstå, hvis renterne stiger. Ved rentefald er man altid sikker på at kunne indfri til kurs 100.

Det ventes, at de øvrige realkreditinstitutter følger efter de kommende dage med et nyt 10-årigt lån.

Læs også
Top job