Privatøkonomi
0

Første gang i syv år: Jagt på 200.000 nummerplader er gået i gang

I flere år er der ikke blevet klippet nummerplader på trods af ubetalte afgifter. Det er der nu ændret på.

Skattemyndighederne har nu manuelt sendt sager om ubetalte motorafgifter videre til politiet. Foto: Applus Bilsyn

Jagten på de tusindvis af bilister, der ikke har betalt motorafgifter, er igen gået i gang. Det sker, efter at skattemyndighederne for første gang i syv år har sendt sager til politiet for at få det til at klippe nummerplader. Det skriver DR.

Onsdag blev der for første gang siden 2012, hvor Skats it-systemer ikke længere kunne sende sager om ubetalte motorafgifter videre til politiet, klippet nummerplader.

»Skatteforvaltningen har modtaget berettiget kritik for, at man i årevis ikke har klippet nummerplader, og derfor har jeg lagt kræfter i at få løst det problem hurtigst muligt. Derfor er der nu lavet en midlertidig løsning, hvor man er begyndt at klippe nummerplader,« udtaler skatteminister Karsten Lauritzen (V) til DR.

Ifølge Skattestyrelsen har ca. 400.000 bilejere ikke betalt deres motorafgifter, og ca. 200.000 biler kører i dag rundt på de danske veje, selv om nummerpladerne skulle være klippet pga. af manglende betaling.

I alt mangler statskassen 1,3 mia. kr. i ubetalte motorafgifter.

Karsten Lauritzen forventer, at der inden sommerferien vil være »en fuldt automatiseret løsning«, som vil gøre det muligt for Skattestyrelsens it-systemer at kommunikere med politiets.

»Alle os, der har betalt det, de skulle, får krænket vores retsfølelse. Derfor har vi også besluttet ikke bare at vente på en løsning, der er klar om nogle måneder, men vi er nu gået i gang manuelt med at klippe plader, og det er altså sket allerede i denne uge i samarbejde med politiet,« siger Karsten Lauritzen til DR.

BRANCHENYT
Læs også