Privatøkonomi
0

Danskere får tilbageholdt penge i årsopgørelsen

500.000 danskeres gæld til det offentlige vil blive modregnet, siger skatteministeren.

Udover at modregne gæld hos cirka 500.000 danskere vil Gældsstyrelsen inden sommerferien begynde udsendelsen af ca. én million breve til samtlige danskere, der har gæld til det offentlige. Foto: Screenshot

En halv million danskere vil få tilbageholdt penge, de skulle have tilbage i skat, fordi de skylder penge til skattevæsenet.

Det fortalte skatteminister Karsten Lauritzen (V) tirsdag på et pressemøde om fremtiden for de danske skattestyrelser.

Manøvren er et led i den store genopretning af skattevæsenets gældsinddrivelse. Budskabet er, ifølge Karsten Lauritzen, at man skal betale den skat, man skylder.

»Inden påske vil vi modregne hundredtusindvis af danskere, som skulle have penge tilbage i skat. Vi forventer, at omkring 500.000 danskere med gæld til skattevæsenet vil få tilbageholdt penge, som de ellers skulle have tilbage i skat. Det forventer vi, vil give tre milliarder kroner i statskassen,« sagde Karsten Lauritzen på pressemødet, ifølge TV 2.

Problemerne i Skat - nu Skattestyrelsen - har stået på i en lang årrække og under skiftende regeringer. Den nuværende genopretningsplan har foreløbigt kostet i omegnen af 13 mia. kr., men der skal flere penge til, siger skatteministeren.

»Vi må ikke begå fortidens fejl igen. Maskiner og it-systemer er vigtige i en moderne og fremtidssikret skatteforvaltning. Men vi kan ikke undvære dygtige medarbejdere,« lød det på tirsdagens pressemøde.'

På gældsområdet lykkedes det i 2018 Gældsstyrelsen at inddrive det højeste beløb i nyere tid: 7,1 mia. kr. af danskernes gæld til det offentlige. Udover at modregne gæld hos cirka 500.000 danskere vil Gældsstyrelsen inden sommerferien begynde udsendelsen af ca. én million breve til samtlige danskere, der har gæld til det offentlige.

BRANCHENYT
Læs også