Privatøkonomi

Danske familier ser skeptisk på udsigterne for økonomien

Forbrugertilliden ligger ifølge økonomer på lavt niveau. Forbrugerne er urolige for en økonomisk afmatning.

Selv om der måske er grund til at gemme lidt af husholdningspengene til dårligere tider, ligger forbrugertilliden overraskende lavt. Foto: Stine Rasmussen

De danske forbrugere er fortsat relativt positive omkring deres egen økonomiske situation, men til gengæld ser de mere negativt på udsigterne for Danmarks økonomi.

Forbrugertilliden, der måler danskernes syn på deres egen og Danmarks økonomi, lød på 3,8 i marts.

Det er nogenlunde på niveau med februar. I forhold til sidste år er der cirka tale om en halvering. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Hos Danske Bank kalder cheføkonom Las Olsen det naturligt, at der er bekymringer blandt forbrugerne.

- Med tydelig afmatning i Europa og masser af politisk uro, ikke mindst omkring brexit, er der god grund til bekymring.

- På den anden side er der også grund til at tro, at europæisk økonomi kommer til at se bedre ud i de kommende måneder.

- Det kan så måske give danskerne lidt af det økonomiske humør tilbage, skriver han i en kommentar.

Selv om der måske er grund til at gemme lidt af husholdningspengene til dårligere tider, ligger forbrugertilliden overraskende lavt.

Det vurderer cheføkonom Bo Sandberg fra Dansk Byggeri. Det er en interesseorganisation for bygge- og anlægsvirksomheder.

- Med tanke på soliditeten i dansk økonomi, og hvor længe opsvinget efterhånden har varet, så ligger forbrugertilliden overraskende lavt.

- Men forbrugerne er forsigtige og allergiske overfor international usikkerhed, skriver han i en kommentar.

Forbrugertilliden er lavet ved at spørge 1000 danskere om deres økonomiske situation.

De bliver også spurgt til synet på Danmarks økonomi, forventninger til fremtiden og appetitten på at købe nye ting.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også