Privatøkonomi

Andelsboliger sælges hurtigere end ejerlejligheder

Nye låneregler har gjort det dyrere og mere kompliceret at købe andelsbolig.

Det er gået stærkt med salg af andelsboliger ikke mindst i København. Men nu skal man komme med en større opsparing for at få lov til at købe en. Foto: Finn Frandsen

Andelsboligerne bliver fortsat revet væk og i et langt hurtigere tempo end ejerlejlighederne.

Det tog i gennemsnit kun 40 dage sælge en andelsbolig via en ejendomsmægler i København i 2018. Det er knap en måned hurtigere, end det tager at sælge en ejerlejlighed, viser tal fra Boligsiden og Home.

Der er blevet længere mellem andelsboligerne solgt gennem ejendomsmægler. Branchen solgte 731 andelsboliger i 2018 i Region Hovedstaden. I 2013 stod ejendomsmæglerne for 6.593 salg af andelsboliger.

»Der er sket to vigtige ting på andelsboligmarkedet. Det ene er, at antallet af andelsboliger, som mæglerne formidler er styrtdykket siden det store rentefald i 2015. Det andet er, at salgstiden i samme periode er faldet markant - især i de store byer,« siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Salg af andelsboliger via ejendomsmæglere:

År Antal solgte Salgstid
2011 5.671 123
2012 7.432 116
2013 8.816 114
2014 7.184 101
2015 5.327 104
2016 3.799 110
2017 3.299 93
2018 2.877 72

Kilde: Boligsiden/Home

I 2018 tog det 89 dage at sælge en ejerlejlighed.

I 2019 er der dog kommet flere sælgere af andelsboliger hos ejendomsmæglerne, oplyser kommunikationskonsulent hos Home, Michael Dalsager.

De store værdistigninger og lånestramninger på det københavnske boligmarked skaber nemlig store forskelle og større usikkerhed for andelshaverne og andelskøberne.

»Mange andele bliver fortsat solgt privat, og mæglerne hører, at der også er penge under bordet på det private marked. Andre andelsboliger kræver en del mere salgsarbejde, og det er lige nu noget, der giver mæglerne mere at se til,« konstaterer Michael Dalsager.

Udviklingen sker efter nogle år, hvor flere og flere andele – og især i hovedstadsområdet – er solgt privat eller via ventelister.

Andelsboligpriserne er i samme periode skudt i vejret. Flere andelsforeninger har fået gennemført valuarvurderinger og de højere priser på andelene rammer nu ind i, at kravene til købers egenfinansiering er øget betydeligt.

»Det er meget uigennemsigtigt, og de nye låneregler gør det vanskeligt for mange købere, « siger ejendomsmægler Michael Hammerbak, der sælger andele i det indre København fra sine to forretninger, Home Vesterbro og Home Christianshavn.

Nu skal køberne stille med en egenfinansiering på mindst 5 pct. af den tekniske værdi af boligen, og det vil sige indskuddet og andelen af fællesgælden – ikke kun 5 pct. af indskuddet.

Det har gjort det sværere og mere langsommeligt at sælge nogle af andelene – og det trækker salgstiderne opad igen, fordi der skal arbejdes mere for at få salgene på plads.

Læs også
Top job