Privatøkonomi

Spøgelsesbyer til salg i tusindvis

Der er andet end ferieboliger at vælge imellem, hvis du vil være husejer i sydens sol.

Spanien er eftertragtet af danskere, der søger feriebolig i udlandet. Men du kan også købe din egen forladte landsby. Foto: AP.

Tusindvis af forladte landsbyer i Spanien er til salg, og nogle af dem kan købes for en slik.

Flugt fra landdistrikterne, arbejdsløshed og naturkatastrofer betyder, at næsten 3.000 landsbyer i Spanien er helt mennesketomme - selv om nogle af dem har mange århundreders historie bag sig.

Men nu bliver mange af dem opkøbt af både udlændinge og spaniere, skriver Bloomberg. Faktisk er der opstået et helt marked for køb og salg af spøgelsesbyer - og du behøver ikke være millionær for at være med.

Nogle af landsbyerne sælges for helt ned til 600.000 kr. Til gengæld er de oftest i så rædderlig en forfatning, at det vil koste millioner at sætte dem i stand.

Selvom mange danskere drømmer sig ned til sydens sol, er det nok de færreste, der har en forladt ruin i tankerne. Til gengæld vælger stadig flere danskere at købe en feriebolig i Spanien.

I 2016 ejede dobbelt så mange danskere en feriebolig i Spanien end i kriseåret 2008, viste tal sidste år fra Skattestyrelsen (dengang Skat).

»Stigningen er kommet, efter at krisen har taget af. Folk har overskud og velstand. Og en del benytter friværdierne i egen bolig til at købe. Danmark har en økonomi, der går godt, men en rente som var der dyb krise. Det betyder, at pengene er rigelige,« sagde fremtidsforsker Jesper Bo Jensen fra Fremforsk.dk i den forbindelse til Finans.

Stigningen i antallet af danskere, der ejer udenlandske ferieboliger, er i øvrigt gået hånd i hånd med en stigning i antallet af danskere, der modtager pensioner i udlandet.

Læs også