Privatøkonomi
0

Aktiestrateg: Det er på tide, at private investorer finder balancen igen

Store kursudsving er gift for privates investeringsporteføljer.

Drama er der nok af, når der handles på Wall Street. Men private investorer behøver ikke deltage i dramaet. Det kræver, at de er tro mod deres egen investeringsprofil. Foto: AP

Der har været så store udsving på finansmarkederne, at mange private investorer risikerer at have de forkerte papirer i deres porteføljer.

Det vil derfor give god mening at tjekke porteføljerne, og er de kommet ud af balance, så gælder det om at genfinde den.

Sådan lyder rådet fra Danske Banks strateger Lars Skovgaard Andersen og Jacob Hvidberg Falkencrone efter de seneste måneders voldsomme kursbevægelser.

2018 sluttede med markante kursfald, mens det er gået den anden vej i 2019, og selv om det selvfølgelig er positivt, så kan det få store konsekvenser for den enkeltes investeringsprofil.

»Når aktiekurserne tager et gevaldigt dyk, som vi oplevede i slutningen af 2018, er det ofte det rette tidspunkt at købe flere aktier, selv om mange har mere lyst til at løbe skrigende væk. Og modsat nu, hvor aktiekurserne er steget pænt. Købte du op, da kurserne faldt, skal du måske tage toppen af aktierne ved at sælge lidt ud, selv om du egentlig har appetit på mere,« forklarer Lars Skovgaard Andersen.

Investering handler i høj grad om risiko og investeringsprofil

Hvis man for 15 år siden havde investeret i en portefølje med en 50/50-fordeling mellem aktier og obligationer og ikke havde rørt investeringer siden, ville markedsudviklingen have medført, at aktier i dag ville udgøre hele 64 pct. af porteføljen og obligationerne blot 36 pct.

Dermed ville porteføljen været gået fra middel til høj risiko, og man ville risikere et større tab i tilfælde af en fremtidig aktienedtur.

Undervejs ville man også have oplevet en periode i forbindelse med finanskrisen, hvor aktierne udgjorde en alt for lille del af porteføljen i forhold til det oprindelige ønske – blot 37 pct. Dermed havde man fået mindre ud af aktieopturen i kølvandet på finanskrisen.

»Ligesom din bil periodevis skal til servicetjek, bør du derfor også sende din investeringsportefølje til løbende eftersyn, når markederne ruller derudad,« mener Lars Skovgaard Andersen.

Der er ingen entydig tommelfingerregel for, hvor ofte man bør tilpasse sin portefølje, men det bør som udgangspunkt være, før ens risiko kommer for langt ud af trit med intentionerne.

»For nogle private investorer kan det være en stor mundfuld. For det første kræver det tid og indsigt, og for det andet kan det til tider virke kontraintuitivt at købe op i aktier, når markedet falder – og modsat sælge ud, når aktiekurserne stiger. Også selv om det er det rette at gøre,« mener Lars Skovgaard Andersen.

BRANCHENYT
Læs også