Privatøkonomi
BREAKING
0

Køen af sælgere vokser: Boligpriserne kommer under pres

Der er nu næsten 50.000 parcelhuse og ejerlejligheder til salg i Danmark.

Der er blevet langt flere ejerlejligheder og parcelhuse at vælge imellem for interesserede boligkøbere. Foto: EDC

Køen af boligsælgere vokser støt, og det kan ikke undgå at påvirke priserne, vurderer flere økonomer.

På kun et år er udbuddet af parcelhuse vokset med 10 pct. og udbuddet af ejerlejligheder med hele 32 pct., viser de seneste tal fra Boligsiden.

Specielt i april stod sælgerne nærmest i kø. 2.435 parcelhuse blev sat til salg på denne ene måned. Det betyder, at der nu er 9.089 ejerlejligheder til salg og 38.413 parcelhuse.

»Der er rigtig mange boligejere, der har sat deres bolig til salg i april. Det er normalt ikke et godt tegn for boligmarkedet, at udbuddet stiger. Det vil lægge en dæmper på prisudviklingen både for ejerlejligheder og parcelhuse,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

I Nordea Kredit forventer man, at huspriserne vil stige beskedent med 2-3 pct. både i år og næste år på landsplan. I de store byer forventes nærmest uændrede priser. Samme vurdering har man i Realkredit Danmark og Nykredit.

»Efter en håndfuld år med kraftige prisstigninger på huse i og tæt på landets største byer er prisniveauet blevet så højt, at mange familier ikke længere kan være med. Prisstigningerne er rykket fra storbyerne og ud i provinsen,« siger chefanalytiker i Nykredit, Mira Lie Nielsen.

Der er rigtig mange boligejere, der har sat deres bolig til salg i april. Det er normalt ikke et godt tegn for boligmarkedet, at udbuddet stiger.

Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit

Det er fortsat ejerlejlighedsmarkedet, der er mest udfordret. Det massive udbud har lagt pres på priserne. I første kvartal blev der handlet lidt over 4.000 ejerlejligheder, men de blev solgt med en vis rabat. For sammenligner man med samme kvartal sidste år lå de samlede salgspriser for ejerlejlighederne over 10 mia. kr. lavere.

Salgstiderne er også svagt stigende til 100 dage - i København 85 dage - men det er stadig lavt i historisk sammenhæng, understreger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.

»Bunden er ikke gået ud af ejerlejlighedsmarkedet i København. Men handelsaktiviteten er sivende og er nu krøbet under det historiske gennemsnit. Vi forventer stabile eller svagt faldende priser det næste års tid,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

At bunden ikke går ud af boligmarkedet skyldes i høj grad en stigende beskæftigelse og den rekordlave rente. Samtidig er priserne steget markant de senere år. Men der vil ikke være mere hjælp at hente på rentemarkedet. Med negative renter på alle flekslån samt en 30-årig boligrente på blot 1 pct. forventes ikke yderligere rentefald.

Så mange boliger er til salg nu:


ParcelhuseEjerlejligheder
Hele landet38.4139.089
Hovedstaden6.0394.922
Midtjylland9.8181.586
Nordjylland5.766803
Sjælland6.884727
Syddanmark9.9061.051

Kilde: Boligsiden.dk

BRANCHENYT
Læs også