Privatøkonomi

To millioner danskere kan stå uden EU-sygesikring

Et stort antal danskere har et EU-sygesikringskort, der udløber i 2019.

Det blå EU-sygesikringskort giver udelukkende ret til sundhedsydelser på de vilkår, der gælder for borgerne i det land, man opholder sig i. Foto: Jens Kalaene/AP

Hvis sommerferien til udlandet er bestilt, kan det være en god idé at tjekke, om du også har styr på dit "lille blå kort."

Op mod to millioner danskere har nemlig et EU-sygesikringskort, der udløber i 2019. Det kan betyde, at de står uden en gyldig sygesikringsdækning på ferien og selv skal betale for behandling, lyder det fra forsikringsselskabet Codan.

»Det blå EU-sygesikringsbevis er en smart løsning på tværs af alle EU-lande, og stort set alle danskere, der rejser udenlands, har kortet i dag. Men der er mange, der ikke er opmærksomme på, at kortet skal fornys hvert femte år,« siger Henrik Bundgaard, skadedirektør i Codan, i en pressemeddelelse.

Det blå sygesikringskort skal med i tasken, hvis man rejser inden for EU samt til Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz. Cirka 4 mio. danskere har et kort, og godt halvdelen af dem udløber altså i 2019.

Det blå EU-sygesikringskort giver udelukkende ret til sundhedsydelser på de vilkår, der gælder for borgerne i det land, man opholder sig i. Man kan derfor opleve at skulle betale hele eller dele af behandlingen selv, hvis man ikke har en privat rejseforsikring oveni.

Man skal også være opmærksom på, at kortet ikke dækker hjemtransport.

Antallet af sager, hvor danskere ansøgte om at få refunderet udgifter til behandling i EU-lande, lå ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed i 2017 på cirka 4.500.

I 2018 registrerede Codan over 8.000 anmeldelser vedrørende rejseforsikringen. Heraf handlede 144 sager om dækning af rejseafbrydelse og hjemtransport.

Det blå EU-sygesikringskort kan fornys på borger.dk. Du får et midlertidigt bevis, mens du venter på at få det rigtige kort tilsendt, hvilket som regel tager to-tre uger.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også