Privatøkonomi
0

Danske familier kan se frem til 800 kr. ekstra om måneden

En gennemsnitlig dansk familie kan i år og næste år se frem til en markant fremgang i rådighedsbeløbet, viser ny prognose fra Danske Bank.

Arkivfoto: Astrid Dalum

De danske familier kan i år og næste år se frem til at få mere luft i økonomien.

Ifølge en ny prognose fra Danske Bank får en gennemsnitlig dansk børnefamilie i år 824 kr. mere om måneden til sig selv sammenlignet med sidste år.

I prognosen har bankens beregninger taget udgangspunkt i en såkaldt modelfamilie og set på, hvad udviklingen i dansk økonomi betyder for en typisk dansk familie bestående af to voksne og to børn.

Og tendensen fortsætter ind i 2020. Ifølge prognosen kan familierne her se frem til en fremgang i rådighedsbeløbet på 741 kr. hver måned.

»Fremgangen i familiernes økonomi afspejler, at lønningerne vokser hurtigere end priserne, hvor blandt andet lavere elpriser giver mere økonomisk råderum. Stigende boligpriser og større jobsikkerhed er også med til at øge trygheden om den økonomiske udvikling,« skriver Danske Bank.

Banken skønner, at lønnen i år vil stige med 2,4 pct., mens priserne kun vil stige med omkring 1 pct. I 2020 vil lønnen stige med 2,5 pct., mens priserne kun stiger med 1,3 pct - og dermed kan danskerne se frem til en mærkbar reallønsfremgang.

Også boligpriserne kan se frem til en solid stigning de næste to år til glæde for boligejerne. Her vurderer banken, at boligpriserne stiger med 2,8 pct. i år og 2,5 pct. næste år.

Men selv om de danske familier får flere penge mellem hænderne, er det ikke ensbetydende med, at danskerne brænder alle kronerne af på privatforbrug.

»De seneste år har der dog været en tendens til, at danskerne ikke har omsat hele deres indkomstfremgang til øget forbrug, men i stedet valgt at spare pengene op. Dermed er billedet også et ganske andet end i årene op til krisen, hvor en stor del af danskerne brugte flere penge, end de tjente,« skriver Danske Bank i prognosen.

BRANCHENYT
Læs også