Privatøkonomi
0

Se listen: Her ligger huspriserne stadig under toppen fra finanskrisen

I langt størstedelen af landets kommuner er priserne ikke kommmet op på niveauet fra 00'erne.

Foto: Jan Dagø

Priserne i langt størstedelen af landets kommuner er ikke nået op på samme niveau som i 00’erne inden finanskrisen, og i mere end 20 kommuner er priserne stadig mere end 250.000 kr. under toppen.

Det viser beregninger, som Nordea Kredit har lavet for Finans.

»Huspriserne har udviklet sig meget forskelligt i de enkelte kommuner siden toppen i 00’erne. Det er særligt i kommunerne tæt på hovedstaden, Aarhus og Aalborg, at priserne er væsentligt højere i dag end på toppen. Omvendt er der stadig meget langt op til toppen i kroner og øre i de nordligste kommuner på Sjælland og i store dele af Vest- og Sydsjælland,« siger Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea Kredit.

Opgørelsen tæller alle landets kommuner eksklusive ø-kommunerne Fanø, Læsø, Samsø og Fanø, da datamængden herfra er for lille. Beregningerne tager udgangspunkt i et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter. Der er regnet i nominelle priser, og der er dermed ikke taget højde for inflationen i perioden.

I kroner og øre er den absolutte bundskraber Halsnæs Kommune. Her er priserne 731.000 kr. under den tidligere top. På de følgende pladser finder man Gribskov og Helsingør, hvor priser er henholdsvis 723.000 og 514.000 under niveauet fra 00’erne.

»Det er særligt i Nordsjælland, Syd- og Vestsjælland at husejerne har tabt store summer. Det skyldes både, at huspriserne er højere end i mange jyske kommuner, hvorfor man nemmere oplever et stort fald i kroner, når priserne ændrer sig, men også at mange sjællandske kommuner var hårdt ramt af boble. Priserne steg kraftigt i begyndelsen af 00’erne i netop disse kommuner,« forklarer Lise Nytoft Bergmann.

Hvis man som boligejer købte bolig på toppen i 00’erne og skal sælge nu, er der dermed risiko for, at vedkommende kommer ud med et tab. Det langt fra alle, der står i denne situation, lyder vurderingen.

»Langt de fleste boligejere har dog ikke købt på toppen, og selvom kreditpolitikken var mere lempelig dengang end nu, er det også de færreste boligejere, der valgte at belåne deres boliger helt op, da priserne toppede. Boligejere, der har afdraget på deres lån siden toppen i 2006-2008, vil derfor ofte kunne sælge boligen uden at stå med en gæld. Har man valgt afdragsfrie lån, vil nogle boligejere stadig gå derfra med tab,« siger Lise Nytoft Bergmann.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også