Privatøkonomi

Nu Ka den mindste Ford ikke mere

Ford slukker for strømmen til samlebåndet, så fremover vil den mindste Ford være en Fiesta og ikke Ka+.

Ford Ka+ har været en stor fiasko herhjemme med yderst beskedent salg, især pga. høje priser. Foto: Christian Schacht Første generation kom i 1996 og med opsigtsvækkende design og virkelig gode køreegenskaber, blev den hurtigt en succes. Foto: Ford Afløseren fra 2008 blev bygget af Fiat og med Fiat-teknik. Foto: Ford

Herhjemme er den allerede pillet af modelprogrammet, og nu er det endegyldigt slut med produktionen af Fords mindste model, kaldet Ka+.

Bilen, der kom til Danmark i slutningen af 2016, har generelt haft et skuffende salg i Europa, mens det herhjemme nærmest aldrig er kommet i gang. Ud over at den indisk producerede Ka+ var en gammeldags konstruktion uden bl.a. automatisk nødbremse, var prisen høj.

Ingen fortjeneste

Den officielle udmelding lyder, at modellen stopper som følge af de nye, skrappe krav til udledning af CO2, som den lille Ford ikke kan leve op til, og en fortsat produktion vil derfor give store bøder fra EU til Ford.

I det hele taget er gevinsten ved at sælge de små mikrobiler så beskeden, at flere andre bilfabrikker overvejer deres position i markedet, for potentielle bøder for CO2-udledning vil i flere tilfælde overstige gevinsten ved at producere og sælge bilerne.

Ford er også i færd med at gennemgå sin portefølje af produkter i Europa, og det har også betydet, at det nu også snart er slut med B-Max, C-Max og Grand C-Max.

Ikonisk første model

Den første Ka-generation, der kom i 1996, var lidt af en ikonisk model for Ford og vandt priser for sit design. Køberne strømmede til, så fabrikken tjente gode penge, og bilanmelderne var vilde med Ka.

Dengang var dens form helt ny i småbilsklassen, og kvinderne fandt dens runde øjne aldeles bedårende. Det begyndte dog allerede at gå ned ad bakke, da afløseren kom i 2008, for det var rent teknisk en Fiat Panda og ikke en Ka, der kunne leve op til forgængerens charmerende adfærd.

BRANCHENYT
Læs også