Privatøkonomi

Priserne på ejerlejligheder står stille i hele landet

For første gang i syv år stiger ejerlejligheder ikke i pris på landsplan.

København og Aarhus står for halvdelen af det danske ejerlejlighedsmarked. Derfor betyder udviklingen i de to byer meget for det samlede markeds prisudvikling. Foto: Thomas Borberg

Festen på ejerlejlighedsmarkedet ser ud til at være forbi. Ikke kun i hovedstaden, men også på landsplan.

De seneste tre måneder har salgspriserne således stået stille på årsbasis for ejerlejligheder i hele Danmark. Det viser nye tal fra Boligsiden.

I juli var den gennemsnitlige kvadratmeterpris 27.663 kr. på ejerlejligheder. Næsten samme pris som for et år siden. Samme tendens var til stede i både maj og juni.

Det er første gang i syv år, at prisen på ejerlejligheder ikke er steget henover et år. For blot et år siden lå stigningerne ellers på mellem 8 og 10 pct.

»Gennem en årrække har vi været vant til markante prisstigninger på ejerlejligheder i Danmark, men det seneste års tid har der kun været meget små udsving. Det skyldes udviklingen på de store markeder i København og Aarhus, hvor prisernes himmelflugt blev stoppet, da der i starten af 2018 blev indført lånestramninger, der øgede kravene til købernes økonomi,« siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og Boligsidens kommunikationsdirektør.

Ifølge hende er tiden for store prisstigninger nu slut grundet færre købere til ejerlejlighederne, hvilket resulterer i længere liggetider og større nedslag.

»Derfor er der ikke tegn på, at der vil komme et boom i priserne. Omvendt forventer vi heller ingen markante fald, da renten er historisk lav, hvilket gør det billigere end nogensinde at tage et boliglån. Derfor tror vi på ganske små prisudsving i resten af 2019,« siger Birgit Daetz.

København og Aarhus står tilsammen for omkring halvdelen af det danske ejerlejlighedsmarked. Begge byer har det seneste år oplevet prisfald, hvilket påvirker landsgennemsnittet i høj grad.

Der er dog steder i Danmark, hvor der lige nu er prisstigninger på ejerlejligheder. Især i københavnske omegnskommuner som Køge, Furesø, Lyngby-Taarbæk, Vallensbæk, Tårnby, Gladsaxe og Roskilde.

Top 5 over kommuner med størst prisstigning på ejerlejligheder:

KommuneKvadratmeterpris i juli 2019 i kr.Ændring i forhold til juli 2018 i pct.
Vejle15.90016
Køge29.38516
Furesø26.80713
Odense22.46610
Slagelse9.9099

Top 5 over kommuner med størst prisfald på ejerlejligheder:

KommuneKvadratmeterpris i juli 2019 i kr.Ændring i forhold til juli 2018 i pct.
Esbjerg15.171-10
Aalborg20.073-3
Fredensborg16.692-2
København39.800-2
Gentofte37.984-2
10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også