Privatøkonomi
0

Koreanerne maser på i mikrobil-klassen

Hyundai har vist en skitse, der viser designet af mærkets tredje generation i10-mikrobil, som får verdenspremiere på Frankfurt-motorshow i september.

Nu skal man altid tage designskitser med et gran salt, men det ser ud til, at den nye Hyundai i10 kommer til at se væsentligt anderledes ud end i dag. Skitse: Hyundai

Mens en lang række af de europæiske mikrobiler fra Citroën, Peugeot, Toyota, Seat, Skoda og VW snart er fortid, er koreanske Hyundai ved at geare op til en snarlig lancering af en helt ny i10.

Markedet for de mindste biler er under voldsomt pres pga. ringe indtjeningsmuligheder, men Hyundai og Kia sælger også deres i10- og Picanto-modeller i andre dele af verden og har således lettere ved at få et ordentligt afkast på salget.

En ny skitse viser endda en ændret designretning til Volkswagen Up-rivalen med et nyt, bredere frontgitter, der afspejler firmaets nuværende styling fra bl.a. i30. Som med den nuværende i10 er bilens kørelys placeret inden for gitteret. Tegningen antyder også, hvad Hyundai kalder en ”X-formet C-søjle”, der skal få den lille bil til at skille sig ud.

Hyundai siger, at modellen vil blive designet, udviklet og bygget i Europa, formentlig på fabrikken i Tyrkiet, der i dag fremstiller den nuværende model. Selv om der ikke er afsløret nogen tekniske detaljer, siger Hyundai, at bilen vil indeholde en ”række nye funktioner”, herunder smartphone-tilslutning, et bagudvendt kamera og en række førerassistentsystemer.

Det tyder ikke på, at den nye i10 bliver større end dagens model, men det helt nye og markante design vil givetvis få den til at tage sig mere voluminøs ud.

Hyundai Kia Automotive Group har for vane at lancere sine nyheder med behørig afstand til hinanden, så det er ikke tilfældigt, at man nu er klar med i10 cirka to et halvt år efter, at den nye Kia Picanto blev præsenteret.

Detaljer om interiøret er endnu ikke klar, men den koreanske producent forventes at øge den opfattede kvalitet, altså fornemmelsen af at kigge og ikke mindst røre ved bilen.

Kendte motorer

Bilen forventes at dele platform med Kia Picanto, og det samme vil sandsynligvis også gælde motorprogrammet, der forventes at omfatte de velkendte 1,0-liters trecylindrede og 1,2-liters firecylindrede benzin-enheder, mens en turboladet 1,0-liters maskine sikkert også vil finde vej til den nye koreaner.

Den nuværende Hyundai i10 har været en succes herhjemme takket være god plads og et stort modelprogram. Den kom på markedet i slutningen af 2013 og får nu altså en afløser i slutningen af året.

Hyundai i10 er stadigvæk populær og er den sjette mest solgte mikrobil i de første syv måneder af 2019, endda klart foran den væsentligt nyere Kia Picanto.

BRANCHENYT
Læs også