Privatøkonomi

Toppen af boligmarkedet: Her er de dyreste lejligheder i landets fire største byer

Spændet mellem de dyreste lejligheder i de største byer herhjemme er enormt. Men hvad enten man ønsker at bo eskusivt i Nordjylland, på Fyn eller i hovedstaden, så skal man ligegyldigt hvad have den store pung fremme.

Der skal lægges mange penge for at nyde udsigten til stuen i landets dyreste lejlighed netop nu i Store Strandstræde i København. Foto: Ivan Eltoft Nielsen

I landets største byer er det som regel småt med kvadratmeterne, når det gælder det gængse ejerlejlighedsmarked. I hvert fald, hvis det skal være til at betale med den gennemsnitlige pengepung.

Men er bankbogen noget mere velpolstret, kan der da også erhverves lejligheder i de største byer, der bugner med plads og liebhaveri. Det oplyser boligsitet Boliga.dk.

Landets dyreste lejligheder tæller således helt op til 460 kvadratmeter - men så skal du også være klar til at betale millionbeløb i den rigtig høje ende.

Store Strandstræde, København 

Med en udbudspris på 50 millioner kroner er lejligheden her ikke bare Hovedstadens men også landets allerdyreste ejerlejlighed udbudt til salg.

Den mere end 460 kvadratmeter store lejlighed ved Kongens Nytorv er ejet af iværksætteren bag Joe & The Juice-kæden, Kaspar Basse.

Boligen har ti værelser, byder på eksklusive materialer og specialbygget inventar - alt sammen til en kvadratmeterpris på næsten 108.000 kroner.

Langelinieparken, Aarhus

I landets næststørste by finder man den dyreste lejlighed på havnen med udsigt udover vandet, byen og lystbådehavnen.

Den 221 kvadratmeter store bolig ligger i et nybyggeri fra 2018 og har blandt andet elevator, privat parkering og flere altaner, der omkredser det meste af lejligheden.

Med en udbudspris på 15,5 millioner kroner skal du ifølge Boliga.dk give lige over 70.000 kroner pr. kvadratmeter.

Odeons Kvarter, Odense

På toppen af ODEON TBT Tower - Odenses nye varetegn færdigbygget i år - ligger byens dyreste lejlighed i form af en penthouse-lejlighed til 20 millioner kroner.

Beliggenheden på 16. sal resulterer i et uforstyrret vue udover H.C. Andersens fødeby fra den i alt 306 kvadratmeter store lejlighed.

Der følger selvfølgelig inventar af højeste kvalitet, flere altaner, elevator og mulighed for en parkeringsplads med i købet.

 

(God udsigt og meget plads koster mange penge, når adressen er Odense centrum. Foto: Home)

Bispensgade, Aalborg 

Den dyreste lejlighed, der er til salg i Aalborg lige nu, er en penthouse midt i byen på toppen af en ejendom fra 1908, der blev bygget om i 2015.

Boligen breder sig over otte værelser og har en tagterrasse på næsten 80 kvadratmeter med 360 graders udsigt. Det hele er til salg for lige under 30.000 kroner pr. kvadratmeter – eller hvad der svarer til 8,8 millioner kroner.

(Plads til begejstring på toppen af Aalborg, men så må man også acceptere et større millionudlæg fra sin konto. Foto: Ejendomsmæglerfirmaet Thorkild Kristensen)

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også