Serier
0

Rekorden i hus: Boligejere sikret negative renter i flere år

Ved den netop overståede rentetilpasning i Nordea Kredit er der blevet sat renterekord.

Historisk lave renter

Det danske boligmarked har sat endnu en rekord. Ved den netop overståede rentetilpasning i Nordea Kredit har renten på flekslån nemlig fået endnu et tryk nedad.

F1-renten landede på -0,43 pct., for F3-lånet endte resultatet på -0,58 pct., og endelig landede F5-renten på -0,51 pct.

»Der er tale om de laveste renter, vi nogensinde har set på en auktion. Det betyder, at alle boligejere, der skal have ny rente på deres rentetilpasningslån, vil få en lavere ydelse på deres boliglån i det kommende år. Det gælder uanset, om der er tale om et F1-, F3- eller F5-lån. Vi er glade for resultatet på boligejernes vegne,« skriver Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit, i en kommentar.

Resultaterne gælder for de boligejere i Nordea Kredit, der skal have ny rente fra 1. oktober. For et lån svinger besparelserne efter skat fra 50 kr. på et F1-lån med afdrag til 700 kr. på et F5-lån uden afdrag.

»Det kan mærkes i de fleste husholdninger og ikke mindst, hvis der er tale om et stort lån. Er der tale om et tilsvarende F3- eller F1-lån udgør besparelsen henholdsvis 490 kr. og 160 kr. Er lånet med afdrag er besparelsen mindre, men det skyldes, at alle realkreditlån er opbygget som annuitetslån, hvorfor en del af besparelsen sker i form af et højere afdrag, når renten falder,« skriver Lise Nytoft Bergmann.

Udover den nye rekord, er det bemærkelsesværdigt, at F1-renten er endt på et højere niveau end F3-renten og F5-renten. Det kaldes en inverteret rentekurve, og det er normalt ikke et godt tegn for økonomien.

»Det er ikke første gang, at F1-renten lander højere end F3- og F5-renten på en rentetilpasningsauktion. På december-auktionen i 2006 endte F1-renten højere end både F3- og F5-renten, og i december 2007 var F1-renten stadig højere end F3-renten. Og med tanke på finanskrisen og den verdensomspændende økonomiske nedgang, vi var igennem i 2008, fik investorerne ret i deres antagelse om, at de var bedre stillet ved at købe F3- og F5-obligationer frem for F1-obligationer på daværende tidspunkt. Om det vil ske igen ved vi endnu ikke,« skriver Lise Nytoft Bergmann.

Nykredit er fortsat i gang med en fleksauktion. Her ligger renterne på F1-, F3- og F5-lån foreløbigt på henholdsvis -0,41 pct., -0,57 pct. og -0,53 pct.

Lån på 1 mio. kr.Mdl. ydelse efter skatFremtidig mdl. ydelse efter skat Ændring Nuværende rente Ny rente 
F1 med afdrag, 29 år3.5003.450-50-0,14%-0,43%
F3 med afdrag, 27 år3.6803.590-900,03%-0,58%
F5 med afdrag, 25 år3.9203.740-1800,76%-0,51%
F1 uden afdrag, 29 år740580-160-0,14%-0,43%
F3 uden afdrag, 27 år780290-4900,03%-0,58%
F5 uden afdrag, 25 år1.070370-7000,76%-0,51%
BRANCHENYT
Læs også