Privatøkonomi

FDM: Ny type leasing er dyr for bilejerne

Man betaler for friheden til at have bilen i en kort periode eller til at skifte bil ofte, lyder det fra FDM, der har gennemgået kontrakter og priser for såkaldt korttidsleasing.

De forskellige selskaber på markedet har en række betingelser, som gør, at man ifølge FDM skal se sig for, inden man skriver under på en aftale. Foto: Tariq Mikkel Khan

Der er mange måder at råde over en bil på, og et af de nye tilbud på markedet er såkaldt korttidsleasing, hvor du kun har bilen i kort tid - typisk 3-12 måneder.

Men der er stor forskel på vilkårene hos de firmaer, der udbyder korttidsleasing, og priserne er i den høje ende sammenlignet med almindelig leasing. Sådan lyder det fra FDM, der har gennemgået kontrakterne hos de mest udbredte aktører på markedet og regnet på priserne.

Ifølge jurist i FDM, Michael Ern Nielsen, kan mange af selskabernes tilbud ikke betegnes som leasing.

»Nogle ligner til dels vilkårene for almindelig privatleasing, mens andre er ren udlejning. Men fælles for dem er, at der ofte er mange begrænsninger, så byrden og risikoen ikke kan sidestilles med en lang leasingperiode eller et ejerskab,« siger Michael Ern Nielsen til FDM.

De forskellige selskaber på markedet har en række betingelser, som gør, at man ifølge FDM skal se sig for, inden man skriver under på en aftale.

F.eks. tilbyder biludlejningsfirmaet Sixt nu korttidsleasing, hvor man ikke må køre bilen uden for asfalteret vej. Derudover må din ægtefælle ikke bruge bilen, og Sixt kan desuden kræve bilen omleveret med syv dages varsel.

Hos Dribe, der er ejet af Danmarks største bilkoncern Semler Gruppen, skal man scanne andres kørekort ind i en app, før de må bruge bilen. Og så må man eksempelvis ikke køre til Polen og Tjekkiet.

FDM har også regnet på priserne for korttidsleasing. De ligger i den dyre ende sammenlignet med almindelig leasing.

Generelt er de korte kontrakter en dyr måde at have bil på. Man betaler for friheden til at have bilen i en kort periode eller til at skifte bil ofte.

Illyas Dogru, forbrugerøkonom hos FDM.

Vil man eksempelvis lease en VW Golf i seks måneder, varierer mindstepriserne fra 22.374 kr. til 35.988 kr. Det er en månedspris på hhv. 3.729 kr. og 5.990 kr.

Vælger man privatleasing på almindelige vilkår - altså ikke korttidsleasing - er prisen 700-2.900 kr. lavere.

»Generelt er de korte kontrakter en dyr måde at have bil på. Man betaler for friheden til at have bilen i en kort periode eller til at skifte bil ofte,« siger forbrugerøkonom hos FDM Illyas Dogru.

Ifølge ham er korttidsleasing dog en god idé, hvis man f.eks. er på jagt efter en bil i en kortere periode, mens man venter på leveringen af en ny bil.

FDM har kigget på seks forskellige selskaber, der tilbyder korttidsleasing. Det er Sixt, Dribe, Bilabonnement, GoMore, Hessel Hire og Movon.

BRANCHENYT
Læs også