Privatøkonomi
BREAKING

Sådan manipulerer supermarkederne dig til at købe usunde varer

Rapport slår fast, at én ud af tre briter køber usund mad når de handler, som de ikke havde planlagt skulle med hjem.

Supermarkederne har stor magt, når det kommer til at påvirke, hvad du fylder i din indkøbskurv. Det viser ny britisk rapport. Foto: Johan Gadegaard/Ritzau Scanpix

Du kender det nok godt. Du starter ud med de bedste intentioner og har måske endda lavet en udførlig liste over, hvad du mangler, og hvad der skal i vognen. Mælk, æg, blomkål, toiletpapir...

Men på din tur gennem supermarkedet sker der et eller andet, og når du endelig når til kassen, er din vogn af uransagelige årsager toppet af med både tyggegummi, kanelsnegle, en lille plade chokolade og en pose matadormix.

Men der er ingen grund til at skamme dig, du er nemlig langt fra alene om at impulsshoppe usunde madvare. Det viser en ny rapport fra den britiske organisation Royal Society for Public Health (RSPH).

Det skriver BBC.

Rapporten slår fast, at én ud af tre briter køber usund mad når de handler, som de ikke havde planlagt skulle med hjem, og desuden peger den på, at supermarkederne kan tage en stor del af "æren" for dine usunde køb.

Her er nogle af de metoder, de ifølge rapporten benytter sig af for at lokke søde og fede varer ned i din kurv:

Frugt og grøntsager forrest

Frugt- og grøntsagsafdelingen er som regel en af de første du kommer til, når du går ind i et supermarked. Det skyldes ifølge RSPH's rapport, at når du starter med at fylde din kurv med frugt og grønt, får du en følelse af at være sund, og derfor er der en større sandsynlighed for, at du belønner dig selv med noget usundt længere inde i butikken.

Brød og mælk bagerst

På samme måde er basisvarer som brød, mælkeprodukter og æg oftest placeret bagerst i butikken, hvilket betyder, at du skal forbi en masse fristelser for at komme til de nødvendige varer.

Ifølge RSPH er 43 procent af den mad, der befinder sig i supermarkedets "prominente" områder, altså de områder du skal igennem, enten meget sukkerholdig eller meget fedtholdig. Forskerne bag rapporten slår desuden fast, at man ville kunne reducere usunde impulskøb med 17 procent ved at flytte snacks væk fra de prominente områder og fra kasse-området.

Sukker i børnehøjde

Supermarkederne går ikke kun efter at friste de voksne. Rapporten visert nemlig også, at næsten 90 procent af de produkter, der er placeret i børnehøjde i de britiske supermarkeder, kan klassificeres som usunde.

To for éns pris

Sidst men ikke mindst viser RSPH's resutater, at de kunder, der jagter de gode tilbud, er mere tilbøjelige til at impulskøbe usunde varer. Tilbud som feks. mængderabatter forhøjer den andel af usunde madvarer som kunerne køber med hele 22 procent.

Læs også