Privatøkonomi

57.500 danskere får sendt deres pension til udlandet

Særligt to lande er blevet mere populære pensionistlande.

Thailand er blandt de lande, som har mange danske udlandspensionister bosiddende.

Danmark sender i stærkt stigende grad danske pensioner til udlandet.

På 15 år er antallet af pensionister, der bor i udlandet og modtager dansk pension, mere end fordoblet til nu 57.500 personer. Det viser en ny analyse fra ATP, skriver Politiken.

I 2003 fik knap 25.000 personer overført deres danske folkepension eller førtidspension til en fast adresse i udlandet. I 2018 var antallet mere end fordoblet til 57.500 personer. Heraf er 54 procent danske statsborgere.

»Når vi ser en stigning i antallet af udlandspensionister, så hænger det i høj grad sammen med en mere globaliseret økonomi og et mere åbent arbejdsmarked. Mobiliteten er ganske enkelt langt større end tidligere«, siger Claus Blendstrup, chefkonsulent i Ældre Sagen, til Politiken.

Det er dog ikke på den spanske solkyst slængende på en liggestol, at man finder de fleste udlandspensionister. Det er derimod i vores nærmeste nabolande som Sverige, Tyskland og Norge.

I Sverige havner 25 pct. af de pensionspenge, som staten sender ud af Danmark. Spanien kommer ind på en fjerdeplads, mens især Thailand og USA er blevet mere og mere populære pensionistlande, skriver Politiken.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også