Privatøkonomi

Danskere kan havne i skatteklemme - uden at være klar over det

En særlig aflønningsform i danske selskaber med amerikanske ejere kan give problemer med skatten, lyder det fra revisionshuset BDO.

Amerikanske aktieprogrammer kan give problemer med skatten for danske medarbejdere. Foto: Jens Dresling

Flere tusinde danskere kan være havnet i en skatteproblematik uden at være klar over det. Sådan lyder det fra revisionshuset BDO.

Problemerne stammer fra den anden side af Atlanterhavet, hvor aktieprogrammer er udbredte i amerikanske selskaber.

Denne type af aktieprogrammer går under navnet restricted stock units eller RSU, og de har også fundet vej til selskaber i Danmark, der har amerikanske ejere. I forbindelse med disse programmer får medarbejderne typisk gratis tildelt aktier, hvis selskabet lever op til visse mål.

Men denne gevinst er altså ikke uden skattemæssige udfordringer. På den ene side kan man ubevidst komme til at "snyde" med skatten, og i den anden ende af skalaen kan de medarbejdere, som får tildelt aktier, gå glip af et fradrag,

»Den største risiko er, at medarbejderne ikke kommer til at betale skat af det, de tjener, på sådanne ordninger. Det er et problem,« siger Henning Boye Hansen, chefkonsulent i BDO.

Selv om det er hovedkontoret i USA, der har sat aktieprogrammet i søen, bliver det praktiske arbejde med at undersøge og efterleve reglerne overladt til den lokale ledelse.

»Arbejdsgiveren har en indberetningsforpligtelse. Men mange gange er det et problem for arbejdsgiverne at finde hoved og hale i ordningerne, og hvis det er et lille dansk datterselskab, kan det være svært at finde rundt i tingene,« siger Henning Boye Hansen.

Dermed kan problemet med at navigere i skattereglerne i sidste ende havne hos den enkelte medarbejder. Og her kan det også ende med, at medarbejderen snyder sig selv for et fradrag.

»Der er medarbejdere, som forsøger at følge reglerne og laver deres selvangivelse, men ikke kender reglerne til bund. Hvis der er tale om aktier i et børsnoteret amerikansk selskab, skal man indberette sin beholdning til skattemyndighederne, for ellers udelukker man sig selv fra at få tabsfradrag, hvis aktierne falder i værdi. Sådanne regler ved ingen danske lønmodtagere noget som helst om,« siger Henning Boye Hansen.

Med til historien om RSU'er hører, at de ikke hører under de ellers lempelige regler, der er for almindelige aktieprogrammer i Danmark. Det betyder blandt andet, at man skal beskattes på det tidspunkt, hvor man får tildelt aktierne.

Dermed kan man blive tvunget til at sælge en portion aktier for at få penge til at betale skatten.

»Ved de lempelige regler bliver man ikke beskattet på det tidspunkt, hvor man modtager aktierne, men først når man sælger. Og så sker beskatning ikke som lønindkomst, men som aktieindkomst. Det vil sige, at man får marginalskatten ned fra 56,5 til 42 pct.,« siger Henning Boye Hansen.

Programmerne kunne dog være indrettet på en måde, så de levede op til reglerne for en lempelig beskatning.

»Men det tager man ikke så tungt i USA, for programmerne bliver rullet ud over mange lande, og det er for bureaukratisk at tage hensyn til medarbejdere i et lille land,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også