Privatøkonomi

Gældsstyrelsen tager ny metode i brug mod skyldnere

Gældsstyrelsen har for første gang hyret et privat inkassofirma til at inddrive gæld, især den voksende SU-gæld. Jagten går nu ind på skyldnere uden for Danmark.

Et privat inkassofirma skal nu inddrive offentlig gæld i udlandet. Illustration: Niels Bo Bojesen

Gældsstyrelsen tager nu et nyt våben i brug mod personer, der har gæld til det offentlige.

For første gang skal et privat inkassofirma således inddrive gæld for den danske stat i udlandet. Det er især den voksende SU-gæld, der er fokus på.

Det fremgår af en pressemeddelelse, Gældsstyrelsen fredag morgen har udsendt.

Inkassofirmaet Kredinor har indgået en aftale med Gældsstyrelsen om inddrivelse af gælden. I første omgang dækker aftalen over 3.500 skyldnere med en samlet gæld på omkring 150 mio. kr.

Skyldnerne kommer fra de nordiske lande Norge, Sverige, Finland, Færøerne og Island.

»Skylder man penge her i landet, så har vi en række værktøjer til at inddrive gælden, men er du bosat i udlandet, så stopper vores bemyndigelse ved grænsen. Det betyder, at vi er afhængige af, at de enkelte landes nationale myndigheder hjælper os. Det gør de på mange områder, men vi har ikke aftaler på fx SU-området. Derfor søger vi nu hjælp hos et privat inkassofirma,« siger Brian Breer Clausen, underdirektør i Gældsstyrelsen, i pressemeddelelsen.

De internationale aftaler giver i dag ikke det offentlige mulighed for at inddrive alle former for gæld i udlandet. Nu skal Kredinor bl.a. rykke for gælden med breve og telefonopkald, udsøge kontaktoplysninger og formidle afdragsordninger, så skyldnerne betaler deres gæld.

»Der vil være skyldnere, der er flyttet fra Danmark, som ikke har hørt fra os længe. Dem vil vi meget gerne minde om, at de har en gæld i Danmark, der løber renter på – og som de skal betale. Nu starter vi med skyldnerne i Norden og gør os nogle erfaringer, og så håber vi, at vi kan brede indsatsen ud til flere lande på sigt,« siger Brian Breer Clausen.

Unge bliver dårligere og dårligere til at betale deres studiegæld tilbage. De seneste år er den årlige misligholdte SU-gæld, som bliver sendt til inddrivelse hos skattemyndighederne, steget markant.

I kalenderåret 2014 blev der misligholdt gæld fra SU-lån for 461 mio. kr., men i 2018 rundede tallet 1 mia. kr. Det viser tal fra ATP, der administrerer tilbagebetalingen af SU-lån.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også