Privatøkonomi

Droppede ud af gymnasiet - nu lever han af at male på sko

For få år siden tonsede Karl Faurholt rundt på sin mors damecykel i København for at male på folks sko. I dag ejer han en virksomhed med en fortjeneste på over en halv mio. kr.

Karl Faurholt har levet af at sælge custom-sneakers siden han var 16. I dag er han 22 og driver virksomheden Karls Kicks. PR-foto

Hvad der begyndte med et par hullede yndlingssko og et stykke spidermanstof, er i dag en sneakerforretning med et pænt overskud.

Karls Kicks, der er ejet af den 22-årige iværksætter Karl Faurholt, har haft stor succes i Danmark og vil nu erobre det udenlandske marked.

Karl Faurholt har levet af at designe speciallavede sneakers, siden han var 16 år. Det seneste årsregnskab for hans virksomhed Karls Kicks viste en bruttofortjeneste på 538.000 kr. og et overskud på 182.000 kr., da alle regninger var betalt.

Det hele begyndte, da Karl Faurholts mor forærede ham et par sko, som han var rigtig glad for, og som der efter lang tids brug gik hul i. Men Karl Faurholt nægtede at smide favoritskoene ud og besluttede sig i stedet for at bruge sine sidste lommepenge på et stykke spidermanstof, så han kunne lappe dem.

»Jeg vil ikke sige, at jeg altid har været en nærig type, men jeg har altid fikset tingene selv. Jeg skilte mine cykler ad selv og malede dem. Jeg har altid godt kunnet lide at lave mit eget og at skille mig lidt ud,« siger Karl Faurholt.

Efter at have limet spiderman-stof på snuden af sine sko, postede Karl Faurholt et billede på sin Facebook-profil. Det fik hurtigt mange hundrede likes og kommentarer - og blev dermed startskuddet til Karls Kicks.

»Da folk så, at man rent faktisk kunne lave om på sine sneakers, begyndte de at kontakte mig og spørge, om ikke jeg kunne lave det på deres sko. Så jeg cyklede rundt i København på min mors damecykel og malede på folks sko,« siger Karl Faurholt.

Forretningen blev hurtigt en succes, der gjorde, at Karl Faurholt så sig nødsaget til at droppe ud af gymnasiet, fordi han tjente for mange penge i henhold til SU-reglerne.

I dag er Karls Kicks både en webshop og en fysisk butik i København med mange besøgende hver eneste dag. Og Karl Faurholt regner med, at succesen vokser.

»Vi regner med i hvert fald at fordoble vores overskud næste år,« siger han.

Karls Kicks er allerede nu i gang med at gøre sig bemærket i resten af landet med pop-up butikker og events i bl.a. Aarhus. Men virksomheden satser også inden for den nærmeste fremtid på en online tilstedeværelse i udlandet.

»Vi vil rigtig gerne ud at sælge vores produkter til udlandet - og måske endda også vores sko,« fortæller Karl Faurholt.

Ud over de speciallavede sneakers kan man nemlig både købe limited edition-sneakers, der ikke er pillet ved, og maling og produkter, så man selv kan give sig i kast med kreative udfoldelser på sine gamle sko.

Derudover håber Karl Faurholt og resten af holdet bag Karls Kicks, at de inden længe kan lancere deres egen sneakersmærke.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også