Serier

Her kan du få stor rabat på juleferien

Store valutakursudsving kan udnyttes, når man vælger feriedestination i øjeblikket.

Brexit - britisk farvel til EU
Hvis man skal på skiferie til jul, er der penge at spare ved at vælge den rigtige destination. Arkivfoto: Thomas Borberg

Du har flere penge at bruge af, hvis juleferien går til Norge, Sverige eller Storbritannien.

Valutakurserne i de tre lande er faldet markant i forhold til den danske krone. En norsk krone fås i dag for lige under 74 øre, og det er det laveste niveau i flere årtier.

»Man får lidt ekstra lommepenge at snolde for, hvis turen går til Sverige eller Norge. Hvis man sammenligner 1. oktober 2018 med i dag, så får man ca. 67 svenske kr. ekstra for 1.000 danske, mens man får 78 norske kr. ekstra for 1.000 danske kr.,« forklarer privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer.

Det er henholdsvis 4,9 og 6,2 pct. mere for pengene.

»Så der er tale om et fint supplement til lommepengene, hvis turen går til Sverige eller Norge i dag,« siger Brian Friis Helmer.

Det britiske pund er en helt anden historie, for det svinger meget alt efter, hvad der kommer i nyhedsstrømmen om Brexit. For en dansk turist kan det med andre ord betale sig at købe valuta, når der er mest uro om Brexit.

Uroen har dog varet så længe, at pundet har været presset i bund i flere år. Hvis man ser bort fra den mellemliggende op- og nedtur, så er der ikke den store forskel i forhold til for et år siden. Man får faktisk en anelse færre pund for 1.000 kr. - ca. 1,5 britiske pund mindre end for et år siden.

Sammenlignet med 2015 får man markant mere for pengene. Dengang var kursen over 1.000, i dag ligger den omkring 860.

»Det er et øjebliksbillede for de nævnte valutaer. Hvor man er nogenlunde sikker på, hvad 1 euro koster over for danske kr. pga. fastkurspolitikken, er det noget mere uforudsigeligt med andre valutaer,« siger Brian Friis Helmer.

Den ekstraordinært lave norske krone vil i høj grad gavne turistindustrien i Norge, mener Kim Blindbæk, der er makroanalytiker i Sydbank.

»Den norske krone er ramt af den store usikkerhed i international økonomi, men reelt er den svage krone en fordel. Turismen vil have gavn af den svage krone, da det vil blive billigere at holde ferie i Norge,« siger Kim Blindbæk.

Foruden turismen vil eksportvirksomhederne også kunne få medvind af den svagere norske krone.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også