Privatøkonomi

Vild konverteringslyst presser boligrenterne op

Banker og realkreditinstitutter ændrer låneanbefalinger.

Der er fuld damp på konverteringskedlerne, og det er med til at trykke kurserne på boligobligationerne. Arkivfoto: Michael Hansen

En enorm lyst til at lægge lån om er nu med til at gøre konverteringen knap så attraktiv. Udbuddet af 30-årige 0,5- og 1 pct.-obligationer er så stort, at det i sig selv trykker kurserne.

»Der et stort udbud af realkreditobligationer pga. konverteringsbølgen, og det er med til at give en anelse ekstra på kurstrykket,« siger privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer.

Det er ikke usædvanligt, at en stor konverteringsbølge udløser pres på obligationskurserne, men denne gang spiller andre forhold også ind.

De 10-årige statsrenter i USA, Tyskland og Danmark er steget med ca. 0,15 pct.-point siden starten af oktober.

»Det, der driver kurserne i øjeblikket, er de stigende renter globalt set. Den stigning er taget til i den seneste halvanden uges tid,« siger Brian Friis Helmer.

Det kan endnu ikke afvises, at der kommer en ny konverteringsrekord. I sidste uge blev der indfriet fastforrentede lån for yderligere 15 mia. kr. Det bringer de foreløbige indfrielser op på over 100 mia. kr. og rammer i alt 107 mia. kr.

»Den seneste uges rentestigning er naturligvis negativ for den igangværende konverteringsbølge. Det helt store spørgsmål er, om rentestigningen gør, at vi ved udgangen af oktober ikke slår rekorden på 185 mia. kr. fra juli i år,« siger Brian Friis Helmer.

Selv 0,5 pct.-lånet med afdrag er ikke så attraktivt længere, og i Realkredit Danmark overvejer man nu at ændre sin låneanbefaling til 1 pct. lånet, oplyser cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig.

»0,5 pct.-lånet med afdrag har en udbetalingskurs på 94,55 her og nu. Dermed er vi lige på vippen. Godt nok er det en tand billigere end 1 pct. lånet over tid, men man løber en større kursrisiko. Den risiko er ved at opveje fordelene ved 0,5 pct.-lånet,« mener Christian Hilligsøe Heinig.

I Arbejdernes Landsbank vil man heller ikke helt dømme 0,5 pct.-lånet ude. Det skal dog kun bruges, hvis man har en lang tidshorisont, understreger Brian Friis Helmer.

Omlægning til et 1 pct.-lån er også attraktivt.

Hvis man i dag har et 2 pct.-lån med afdrag på 1 mio. kr. og omlægger det til et nyt 1 pct. lån til kurs 99,1, sparer man ca. 170 kr. om måneden efter skat. Omkostningen i form af gebyr og kurstab er indhentet efter tre et halvt år.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også