Privatøkonomi

Styrelse i mail-fejl: Vil rette skatteoplysninger hos 111.000

Skattestyrelsen har ved en fejl bedt 111.000 skatteydere om at tjekke deres skatteoplysninger på ny.

Skattestyrelsen har ved en fejl sendt en mail til 111.000 skatteydere, hvori der står, at nye oplysninger betyder, at styrelsen gerne vil rette på borgerens årsopgørelse.

Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

I mailen står, at nye oplysninger om beskæftigelsesfradrag og børnebidrag gør, at borgerne måske skal betale mere i skat eller have penge tilbage.

Men ingen af delene er sandt. Underdirektør i Skattestyrelsen Karoline Klaksvig fortæller, at mailen er en fejl.

- Fejlen vil blive rettet snarest onsdag - og borgerne skal således ikke foretage sig noget, oplyser Karolina Klaksvig.

Ifølge Skattestyrelsen ligger fejlen hos Udbetaling Danmark. Sidstnævnte overførte forkerte data til Skattestyrelsen om enlige forsørgere.

- Fejlen medførte, at de pågældende borgere ikke længere var registrerede som enlige forsørgere for indkomståret 2018 og dermed fremstod som om, de havde haft et for højt fradrag, siger Karolina Klaksvig i en pressemeddelelse.

Karoline Klaksvig oplyser, at Skattestyrelsen sørger for at rette fejlen.

- Jeg vil gerne beklage, hvis nogle er blevet unødigt urolige, siger Karolina Klaksvig.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også