Privatøkonomi

Nu er flere inviteret med til festen for ejerlejlighederne: Se hvorhenne

Det er ikke længere kun storbyerne, der trækker læsset på lejlighedsmarkedet.

Salget af ejerlejligheder går godt flere steder i landet nu. Foto: Thomas Borberg

Der bliver igen sat rekorder på ejerlejlighedsmarkedet.

Nye tal fra Boligsiden viser, at der i oktober blev solgt 1.733 af slagsen. Det er 172 lejligheder mere end for et år siden, og det største antal siden Boligsiden begyndte at registrere salgstal.

Det er ikke længere de store byer, der trækker hele læsset. Der er ved at komme gang i salget i de større provinsbyer, og det er en ikke uvæsentlig forklaring på det stigende salg på landsplan, konstaterer boligøkonom i Nykredit Mira Lie Nielsen

»Der er kommet flere ejerlejligheder i de lidt mindre byer. Salget af ejerlejligheder i byer som Horsens, Roskilde og Vejle har også ligget i det høje lag de senere måneder. De store og mellemstore byer har vokseværk, og for at få plads til de mange nye indbyggere, så skyder der ejerlejligheder op der,« siger Mira Lie Nielsen.

Selvom priserne på ejerlejligheder har nået et højt niveau, er der fortsat folk, som har råd til at købe i Københavnsområdet og Aarhus.

Det er købere, der eksempelvis har en god portion friværdi med sig fra salg af en anden bolig, eller par med pæne indkomster, som køber deres første ejerlejlighed, mener Mira Lie Nielsen.

Det er bl.a. de lave renter, den høje beskæftigelse og de stigende indkomster, som sikrer, at der fortsat sælges en god portion lejligheder i de store byer. Samtidig har forsinkelsen af boligskattereformen været en god nyhed for lejlighedssalget i de store byer.

Det er præcist der, reformen vil ramme hårdest.

BRANCHENYT
Læs også