Privatøkonomi

Aktieåret ser ud til at blive det bedste siden 2013

Aktiemarkedet slutter 2019 med rekordstigninger. Næsten alle regioner og sektorer ser nu ud til at lukke året med tocifrede afkast, og det havde de færreste analytikere regnet med ved årets begyndelse.

2019 bliver et rekordår for aktierne både i Danmark og ude i verden. Og det til trods for, at året har budt på økonomisk afmatning, fald i virksomhedernes indtjening og geopolitisk uro.

»Uanset hvad man har investeret i, er man blevet belønnet for den risiko, man har løbet. Det er virkelig svært at tale om deciderede tabere i år,« siger Tine Choi Danielsen, chefstrateg i PFA.

Ifølge en opgørelse fra Nordea over verdensmarkedsindeksene er de globale aktier oppe med over 28 pct. målt i danske kroner år-til-dato. De amerikanske aktier er oppe med 32,8 pct., og hvis året ender der, vil det være det bedste siden 2013. Derefter skal man tilbage til 1997 for at finde et højere aktieafkast.

»Vi er oppe på niveauer, der ligger over år som 2009 og 2003, som er år, hvor vi er kommet ud af kriser. Det har været et supergodt år,« siger Andreas Østerheden, chefstrateg i Nordea.

Også i Sydbank er man overrasket over årets afkast.

»Ved indgangen til året havde jeg ikke forventet, at vi skulle have et aktieafkastår, som vi har fået. De største vindere i år er uden tvivl aktieinvestorerne,« siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.

De danske aktier i C25-indekset er steget med 29 pct. Europa ligger lidt længere nede med en stigning år-til-dato på 26,7 pct.

De kraftige stigninger kommer på et bagtæppe af store kursfald i 2018.

»Det er lidt ekstraordinært, at aktierne har kørt så højt op i en tid med så stor geopolitisk usikkerhed. Men i år har de finansielle markeder kørt på lavrente- og likviditetslykkepiller, da centralbankerne igen holder renterne lave og pumper penge ud,« siger Jacob Pedersen.

Relativt set er der naturligvis områder, der har klaret sig bedre end andre. Bl.a. har særligt de latinamerikanske lande skuffet i år.

»De udviklede markeder er på vinderholdet, og så må man sige, at emerging markets er på taberholdet, selvom de også har positive afkast,« siger Jacob Pedersen.

På sektorniveau er særligt it-aktierne løbet fra alle de andre med et afkast år-til-dato på 49 pct.

Uanset hvad man har investeret i, er man blevet belønnet for den risiko, man har løbet. Det er virkelig svært at tale om deciderede tabere i år.

Tine Choi Danielsen, chefstrateg i PFA

Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank, bemærker, at året har båret præg af et stort stemningsskifte hen over sommeren, der har givet stor rotation mellem defensive og cykliske aktier.

Først frygtede investorerne, at vi var på vej mod en recession, men i løbet af de seneste tre måneder er investorerne blevet mere optimistiske igen.

»Året er også historien om, at vi troede, at verden var ved at gå i recession i sommer, og så viste det sig, at det er den ikke,« siger Lars Skovgaard Andersen, der mener, at noget af det vigtigste at holde øje med i 2020 er, hvorvidt det stemningsskifte fortsætter.

Jacob Pedersen er dog knap så optimistisk for det kommende år.

»Vi kigger ind i 2020, hvor forventningerne i virksomhederne er alt for optimistiske. Vi kommer formentlig ud af 2019 med et mindre indtjeningsfald i Europa og med et aktiemarked, der er dyrt. Så skal man altså være mere nervøs for at gå ind i 2020, end man var i 2019,« lyder det.

BRANCHENYT
Læs også