Privatøkonomi

Førstegangskøberne slår rekord

Antallet af førstegangskøbere på det danske boligmarked slog rekorder i 2018.

Arkivfoto

Det var formentlig et slag for mange unge familiers boligdrøm, da finanskrisen gjorde sit indtog og boligmarkedet styrtdykkede i slutningen af nullerne. Nu ser det dog ud til at drømmen om villa, Volvo og vovse lever igen for landets spirende boligejere.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at antallet af førstegangskøbere på det danske boligmarked nåede rekordhøjder i 2018. Her købte 62.532 danskere bolig for første gang, og det er dermed det højeste niveau siden man begyndte at registrere antallet tilbage i 2007.

Førstegangskøberne er i stor stil vendt tilbage efter finanskrisens afslutning, og i 2017 kom man endelig tilbage på samme niveau, som man kunne registrere, før krisen sendte chokbølger ud på de finansielle markeder.

Antallet af førstegangskøbere er steget hvert år siden 2016, og ifølge Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

»Der var generelt stor efterspørgsel på boliger i 2018, som var et rigtig godt år for boligmarkedet. Udbuddet var højt, priserne steg, og der var rigtig mange danskere, der fik realiseret drømmen om en ny bolig. Det til trods ser 2019 ud til at blive endnu bedre,« siger hun.

Selvom førstegangskøberne er kommet tilbage efter finanskrisen, halter de dog stadig efter på et parameter: Alder.

I 2007 var man i gennemsnit 33,9 år gammel ved første boligkøb, mens man i 2018 var 35,3 år gammel. Gennemsnitsalderen for førstegangskøberne har i øvrigt ligget nogenlunde stabilt omkring de 35 år siden 2009.

BRANCHENYT
Læs også