Privatøkonomi

Se listen: Disse aktier har været mest shortet i år

Ambu og Bavarian Nordic deler førstepladsen, når det kommer til antallet af måneder, hvor aktien har været mest shortet.

Tre danske aktier skiller sig ud i mængden, når man ser på, hvilke aktier der har været spekulanters yndlingsoffer i løbet af 2019.

Pandora, Ambu og Bavarian Nordic er nemlig de aktier, der har indtaget placeringen som mest shortet i de 11 måneder af året, som Finanstilsynet har offentliggjort statistikker for.

Af de tre aktier har Ambu fire rene førstepladser samt én delt førsteplads, Bavarian Nordic har fire førstepladser og endelig har Pandora to rene førstepladser og én delt førsteplads.

Når man shorter en aktie, spekulerer man i, at den vil falde i værdi. Har man en shortposition i en aktie, tjener man penge, hvis aktien falder i værdi. Omvendt taber man penge, hvis aktien stiger i værdi.

Det er typisk udenlandske hedgefonde, som shorter danske aktier. Hedgefonde adskiller sig fra de typiske danske investeringsforeninger ved, at de netop kan shorte aktier.

Frem til maj var der ikke nogen aktie, hvor mere end 10 pct. af aktierne var shortet. Dette blev der lavet om på i juni, hvor Ambu nåede op på 10,4 pct. For Ambu toppede shortpositionen i august med 12,7 pct.

Siden er den faldet til 8,6, mens den omvendt er steget i Pandora så den ved udgangen af november lå på 13,2 pct. Til sammenligning var det 4,4 pct. af aktierne i Pandora, der var shortet i marts.

Reglerne på det danske marked kræver, at shortpositioner over 0,2 pct. i en aktie skal indberettes til Finanstilsynet. En aktie kan dermed være mere shortet, end det fremgår af statistikken fra Finanstilsynet.

I alt var der ved udgangen af november shortpositioner på mere end 0,2 pct. i 33 danske aktier.

BRANCHENYT
Læs også